Er du træt af at have din firbenede ven i snor, når du bevæger dig ud på de danske strande?

Så er der godt nyt.

For mellem oktober og marts kan man som hundeejer lade snoren blive hjemme, hvis man vælger at besøge de fleste danske strande.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

»Stranden er et populært sted at give sin hund nye oplevelser og masser af motion. Det er dog vigtigt at have fuld kontrol over hunden, da en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og kan også skræmme andre strandgæster,« understreger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Derfor er det altid vigtigt, at hunden er trænet til at komme, når den får signal på at komme på plads.

På en række strande er det dog helt forbudt at medtage hunde – læs derfor altid den lokale skiltning, lyder opfordringen.

Har man som hundeejer ikke lyst til at tage sin hund med på stranden, så har Naturstyrelsen mere end 250 etablerede hundeskove rundt omkring i Danmark.

I hundeskovene må hunde altid løbe uden snor, men de specifikke regler for skovene er fastsat af grundejeren.