Omkring 200.000 boligejere kan se frem til en billigere el-regning som følge af en bred klimaaftale.

Aftalen blev indgået 22. juni mellem alle folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.

I aftalen indgår en sænkning af afgiften på el-varme, og det er godt nyt for både virksomheder og de omkring 200.000 private boligejere der helt eller delvist opvarmer deres hjem med el-varme.

Særligt boligejere med et stort forbrug af el-varme, vil kunne se frem til en klækkelig besparelse.

»I et hus med elvarme, hvor det samlede årlige strømforbrug udgør fx 18.000 kWh, vil det give en besparelse på lige over 3.500 kr. årligt,« skriver Mette Lund Hansen, direktør i BDO Danmark, i nyhedbrevet Depechen.

Private betaler i øjeblikket en afgift på 1,115 kr. pr. kWh inkl. moms, men for et forbrug ud over 4.000 kWh pr. år betales kun en afgift på 0,2625 kr. pr. kWh inkl. moms. Sidstnævnte afgift nedsættes fra nytår til 0,01 kr. – altså 1 øre – pr. kWh inkl. moms.

Ifølge Finans.dk er elafgiften på strøm brugt på opvarmning faldet med 48 procent siden 2017, og i klimaaftalen understreges det, at der i fremtiden skal satses på grøn varme, herunder varme skabt ved brug af grøn el.

»Afgiftssystemet skal understøtte den grønne omstilling af danskernes varmeforbrug,« lyder det i klimaaftalen.