Cirka 60 medarbejdere i DR har benyttet sig af muligheden for at søge en frivillig fratrædelse i forbindelse med DR's spareplan, der forventes af nedlægge op til 400 stillinger.

Det er status efter fristen for at søge en frivillig fratrædelse udløb mandag, oplyser Stig Paulsen, der er formand for Kontaktudvalget i DR, KUV, der er den fælles paraply for de faglige organisationer i DR, ifølge branchesitet Mediawatch.

»Nu skal DR vurdere ansøgningerne, og så håber vi fra organisationens side, at de kan imødekommes.«

»Det betyder, at det antal, der ender med at skulle afskediges, bliver bragt ned med antallet af frivillige fratrædelser,« siger til Stig Paulsen til Mediawatch.

De 60 ansøgninger er det samlede antal på tværs af koncernens faggrupper. Ifølge journalisternes fællestillidsrepræsentant i DR, Henrik Vilmar, kommer en tredjedel af ansøgninger fra journalister i DR.

»Journalisterne alene ligger på omkring 22 ansøgninger,« oplyser Henrik Vilmar og uddyber, at heraf er 11-12 fra ansatte i DR Nyheder.

Tillidsrepræsentanten hæfter sig som Stig Paulsen ved, at ansøgningerne kan nedbringe det antal afskedigelser, der vil blive meldt ud den 10. oktober, hvor der er sindedag - eller prikkerunde - i DR.

Stig Paulsen fortæller, at forudsætningen for, at en frivillig aftrædelse bliver godkendt af DR's ledelse, er, at man afbøder afskedigelsen for enten sit eget eller en kollegas job.

Derfor ligger der nu en opgave hos ledelsen i at få de frivillige fratrædelser til at gå op med de stillinger, der skal nedlægges.

Adspurgt, hvad Stig Paulsens egne forventninger til antallet af frivillige fratrædelser var, lyder svaret:

»Det er utroligt svært at sige noget om, hvad man skal forvente. Jeg har ikke selv haft nogen forventninger overhovedet.«

»Jeg havde tænkt, det kunne være et meget lavt tal, men også at det kunne have været et meget højt tal, fordi det denne gang er mange stillinger, der skal nedlægges i huset. Jeg synes, at 60 er et rigtigt fint tal.«

/ritzau/