En professor fra Oxford University advarer, at den smeltende permafrost kan løslade og sprede fortidens sygdomme og bakterier tilbage i økosystemet, skriver The Times.

Permafrosten indeholder ikke kun dobbelt så meget kulstof, som findes i atmosfæren, men også enorme mængder organisk materiale.

Når den smelter, mener Peter Frankopan, professor i global historie, at det kan udløse sygdomme og pandemier, som verden ikke er gearet til at takle.

Han slår fast, at der ikke er nogen jordisk chance for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader, som er Paris-aftalens mål.

»Hvis vi overskrider denne grænse, handler det ikke om, at Maldiverne bliver sværere at besøge eller migrering af mennesker - det handler om, hvad der sker, når permafrost smelter og frigiver ​​biologisk materiale, der har været begravet i årtusinder,« siger han.

En af de værste sygdomme, som permafrosten holder fanget, er pesten. Den udryddede et sted mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning på blot 100 år.

Og lige netop pesten, som brød ud i 1347, spredte sig på grund af en temperaturstigning, der indtraf omkring 1340, fortæller Frankopan.

Atmosfærens temperatur steg med 1,5 grader, og dermed ændrede cyklussen for bakterien Yersinia pestis sig og blev til pesten, som vi kender den.