Carlsberg tilbagekalder nu et mindre antal glasflasker med Coca Cola Zero, da det ikke fremgår af bagetiketten, at der er tale om Zero-udgaven.

Bagetiketten, hvor ingredienslisten findes, er fejlagtigt den klassiske Coca Cola.

- Det tilbagekaldte produkt indeholder en phenylalanin-kilde, som ikke fremgår af Coca Cola Regular-bagetiketten.

- Phenylalanin kan i sjældne tilfælde være allergifremkaldende, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.

Flaskerne indeholder 25 centiliter og er produceret 6. september. De har en udløbsdato mellem 5. marts 2022 klokken 23.24 og 6. marts 2022 klokken 00.14.

Forbrugerne opfordres til at returnere produktet til den butik, det er købt i. Her kan pengene refunderes - også uden kvittering.

Glasflaskerne er blandt andet solgt i flere af Dagrofas engrosbutikker. Det gælder i Valby og Horsens.

De er også solgt i DagliBrugsen i Frøstrup og Sørvad. Det samme er tilfældet i Meny i Ordrup.

/ritzau/