En nedlukning af Givskud Sogn betyder, at Givskud Zoo også er blevet lukket.

Vejle Kommune søgte ellers om kompensation for nedlukningen, men Styrelsen For Patientsikkerhed har valgt ikke at imødekomme ønsket.

Det skriver Givskud Zoo i en pressemeddelelse.

»Vi er utrolig skuffede. Selvfølgelig skal man sørge for at begrænse smitten. Men parken er 65 hektar, så der er god plads til, at gæster kan holde afstand, det meste foregår udendørs, og i forvejen kræves der coronapas for overhovedet at få adgang,« siger Givskud Zoo - Zootopias direktør Richard Østerballe.

Styrelsen for Patientsikkerhed argumenterer nedlukningen med, at der er ansatte fra Givskud sogn, der arbejder i parken.

Men direktøren mener ikke, at det er noget problem, at sikre sig, at de ansatte møder ind med en negativ test eller et gyldigt coronapas.

Han anslår desuden, at nedlukningen vil koste parken fire millioner kroner.

Nedlukningen af sognet vil blive opretholdt, indtil smittetallene er normaliseret, og der er gået mindst en uge herefter. Det vil sige, at nedlukningen med sikkerhed fortsætter i denne og næste uge.

»Det er rigtig lang tid i vores verden, især nu hvor vi står over for sommeren og vores højsæson, hvor vi skal hente størstedelen af vores omsætning. Denne nedlukning gør virkelig ondt og er rigtig dyr for os. Så vi håber, at vi hurtigst muligt må genåbne,« siger Richard Østerballe.