Dyrepasserne i Givskud Zoo fik sig den 16. april noget af en overraskelse. For pludselig var gorillaflokken udvidet.

»Da dyrepasseren lukkede flokken ind, kom hunnen Kahla gående bagerst - og hun bar på en lille nyfødt unge.«

Sådan fortæller direktøren i Givskud Zoo, Richard Østerballe, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Det så vist rigtig fint ud, da hun kom bærende på den lille, for lige bagved gik vores unge han Yeba med en hånd på Kahlas skulder. Så den nybagte mor blev fulgt ind i stalden. Nok mest fordi Yeba er utrolig nysgerrig og bare gerne ville se og røre den lille.«

At den lille unge kom midt på dagen, havde de slet ikke regnet med, fortæller Richard Østerballe. Normalt føder gorillaer om aftenen eller natten. Men faktisk havde de slet ikke regnet med, at ungen overhovedet ville komme.

De vidste nemlig ikke, at Kahla var drægtig.

»Vi må nok sige, at det kom lidt som en overraskelse. Vores seneste drægtighedstest på Kahla var negativ, og man kan ikke se på en gorilla, om den er drægtig. Men det er absolut en glædelig overraskelse,« siger han.

Direktøren fortæller også, at der er en grund til, at de har ventet i lidt over en måned med at dele den søde nyhed.

Gorillaen Kahla fik i midten af april en unge.
Gorillaen Kahla fik i midten af april en unge.
Vis mere

Det skyldes, at der altid er en risiko for, at nyfødte unger ikke overlever. Noget, der skete sidst Kahla var drægtig og fik en unge tilbage i januar 2019.

Dengang døde ungen efter nogle uger, men som det ser ud lige nu, går det godt med den lille ny, der nu bor i Givskud Zoo.

Richard Østerballe kan afsløre, at der er tale om en hun, og det tog noget tid, før dyrepasserne kunne få netop det fastslået.

»Vi går jo ikke ind til gorillaerne og tjekker kønnet. Så moren er lige nødt til at dreje ungen på et tidspunkt, hvor vi er heldige at få et glimt mellem benene,« siger direktøren, der nu har ni gorillaer i sin flok.