Lyt til artiklen

For mange potentielt farlige bakterier i vandet er et stort no-go.

Derfor fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed i øjeblikket badning ved Kastrup Strandpark og syd for Kastrup Lystbådehavn.

Det skriver Tårnby Kommune i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Vandet er nemlig fyldt med blandt andet E.coli bakterier. Det betyder blandt andet, at man ikke kan bade ved den populære Kastrup Søbad, som også kaldes sneglen.

»Resultaterne fra undersøgelse af badevandet ved badevandsstationerne Kastrup Strandpark og syd for Kastrup Lystbådehavn ligger så højt i indhold af E.coli og Intestinale Enterokokker, at der straks skal frarådes badning på grund af det forhøjede bakterieindhold,« skriver de og fortsætter:

»Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at en midlertidig frarådning af badning er nødvendigt. Der er blevet sat flag og skilte op ved Kastrup Strandpark og ved Vinterbadehytten syd for Kastrup Lystbådehavn.«

Tårnby Kommunes miljøafdeling formoder, at det forhøjede indhold skyldes, at det kraftige regnvejr i den senere tid giver anledning til overløb fra spildevandskloakker.

Der vil blive bestilt nye badevandsprøver, og når resultaterne ser fornuftige ud, vender miljøafdelingen tilbage.

Også andre steder i København frarådes det at bade. Det er blandt andet ved Valbyparken og Kystagerparken.

Man fraråder også badning i Vallensbæk og Brøndby Strand på grund af dårlig badevandskvalitet.

Det samme gælder også ved to steder i Bredballe i Østjylland. Her advarer man også om dårlig badevandskvalitet.