45-årige Gitte Schmidt fra Karup er stadig mærket af de uger, hvor frygten for at miste sin søn fyldte alt.
Fra den ene dag til den anden fik hendes søn Magnus høj feber, blodsprængte øjne og var »ikke sig selv«.
»Det er ikke bare en influenza, det her, det var alvorligt. Magnus havde fuldstændig mistet livsglæden. Han blev en helt anden. Det kunne man se i hans øjne, de var helt bedrøvede,« fortæller Gitte Schmidt til B.T., om begyndelsen på et opslidende forløb, hvor hun måtte kæmpe for, at nogen tog hendes søns tilstand alvorligt.
Det hele startede en morgen i midten af august, hvor skoletasken skulle pakkes til den første skoledag efter sommerferien. I stedet blev skolestarten skiftet ud med et lægebesøg.
Hos egen læge blev Magnus testet for coronavirus og halsbetændelse. Lægen konkluderede, at Magnus havde halsbetændelse, og familien blev sendt hjem med smertestillende.
Men symptomerne blev kun værre.
Magnus' hals hævede op, feberen blev højere, læberne var ildrøde, og da Gitte Schmidt kom hjem, kunne hendes søn knap nok reagere.
»På det her tidspunkt har han ikke set mig i tre dage (Magnus har været hos sin far, red.), og normalt springer han op på mig. Denne gang så han bare lige igennem mig. Det var som om, jeg var ligegyldig. Det var uhyggeligt,« fortæller hun.
Igen tog hun Magnus til egen læge.
Her konstaterede lægen, at det var halsbetændelse, denne gang kunne familien få penicillin med hjem.
Men heller ikke det hjalp. Tværtimod.
»Han sov hele tiden og spiste ikke. Jeg kunne bare mærke, at det her ikke var normalt. Det sagde jeg også til lægen, men de ville ikke undersøge ham for andet,« siger Gitte Schmidt om det, der på det tidspunkt, var det andet lægebesøg.
Da Magnus’ symptomer kun blev værre, tog Gitte Schmidt i desperation endnu engang til lægen, men heller ikke denne gang blev der handlet.
Det var først ved fjerde lægebesøg, at lægen endelig ringede til børneafdelingen på Viborg Sygehus.
Efter det der var blevet til 12 dages sygdom, skulle der kun et kort blik til, før lægerne på sygehuset kunne se, at Magnus var alvorligt syg.
»En halv time efter, vi kom ind, havde de stillet diagnosen 'Kawasaki syndrom'. De kiggede på ham og kunne se det med det samme, de rødsprængte øjne, de røde læber, den hævede hals, feberen. Det var Kawasaki,« fortæller Gitte Schmidt.
Lægerne satte straks behandlingen af den lille dreng i gang.
Men sygdommen havde allerede nået at tage til.
Hjertescanningerne på Sygehuset viste udposninger på Magnus’ kranspulsårer, noget, der kan få fatale konsekvenser, hvis det ikke behandles.
Og det kunne, ifølge den 45-årige mor og lægerne på Sygehuset, være undgået.
»På Sygehuset blev vi fortalt, at forløbet var under al kritik, da børn slet ikke må have feber i så lang tid uden at blive undersøgt for mere alvorlige sygdomme. Hvis vi havde fået stillet diagnosen tidligere, havde sygdommen ikke taget til,« understreger Gitte Schmidt og tilføjer:
»Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis vi ikke havde presset på og blevet ved med at tage ham til lægen. Det kunne have gået så galt.«
B.T. har forsøgt at forelægge hændelsesforløbet for Lægehuset Karup, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Efter en angivelig opfordring fra lægerne på Sygehuset Viborg har Gitte Schmidt og familien i sinde at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.
I dag er Magnus i bedring, dog står de næste to år på daglige medicinindtag og løbende scanninger.
Gitte Schmidt fortæller til B.T., at hun kontaktede redaktionen, efter hun havde læst en anden historie om en mor, hvis søn ikke blev taget alvorligt hos egen læge – og som også viste sig at have Kawasaki Syndrom.
Læs historien her.