Situationen er tilspidset i Israel, der i øjeblikket plages af massive iranske luftangreb.
Men dansk-israelske Rami Cohen blev alligevel overrasket, da han pludselig oplevede, at en iransk drone eksploderede lige over hovedet på ham.
»Engang imellem kan man godt lige gispe efter vejret,« siger Rami Cohen til B.T.
Han er født og opvokset i Danmark, men har boet i Israel, siden han var 18. I dag bor han i Jerusalem.

Og selvom byen normalt er ganske sikker at opholde sig i efter israelske standarder, har det ændret sig som følge af den eskalerende konflikt mellem Iran og Israel.
63-årige Rami har tidligere fortalt B.T., at han og hans familie må søge i sikkerhedsrum flere gange hver nat. Læs mere om det HER.
Men én ting er at flygte fra iranske missiler og søge i sikkerhedsrum. Noget andet er at opleve en drone, der eksploderer i luften lige over en.
»Jeg sad ude forleden, og så hørte jeg sådan nogle eksplosioner. Så kiggede jeg op i luften, og der kunne man så se, at der var sådan en drone eller hvad det nu var, der var blevet elimineret,« fortæller Rami Cohen.
Han tog straks et billede af den røg, der hang i luften efter eksplosionen.
B.T. har forelagt Rami Cohens billede og beskrivelse af situationen for Andreas Graae. Han er ekspert i droner ved Forsvarsakademiet.
Andreas Graae vurderer, at der sandsynligvis er tale om en iransk Shahed-drone.
»Det er det mest sandsynlige. Man ved i hvert fald, at de her sendt mange, mange droner af sted samtidig med ballistiske missiler,« siger han og tilføjer:

»Det mest sandsynlige, hvis det har lignet sådan en af de her Shahed-droner, er, at det så har været det her 'Iron Dome'-system, der har skudt den ned.«
Her taler Andreas Graae om Israels højteknologiske luftforsvarssystem, der oftest lykkes med at nedskyde de fleste missiler og droner, som landet bliver angrebet med fra både nabostater og terrororganisationer.
Ifølge Andreas Graae er Shahed-droner bestemt et våben, der kan slå mennesker ihjel.
»Hvis den rammer det rigtige, om det så er et militært mål eller civil infrastruktur, kan den forvolde en hel del skade. Ikke helt så meget som ballistiske missiler, men stadig en god del,« forklarer han.

Selvom Rami Cohen er vant til lidt af hvert, er han alligevel bekymret over, at en iransk drone kan nå så langt ind i Israel.
For selv når den bliver elimineret af Israels luftforsvarssystem, den såkaldte »iron dome«, kan den være farlig, fortæller han.
»Problemet er altså, at de vragstykker, som det drejer sig om, de kan være meget store og også meget, meget skadelige,« siger han og tilføjer:
»Der er mange farer, mest ved at gå ude, hvis der sker sådan noget. Men jeg må sige, at det er mere frygtindgydende nu, hvor de har været i stand til at ramme civile boligkomplekser i Tel Aviv og Haifa, hvor folk er blevet dræbt.«
Rami Cohen henviser til, at civile israelere de seneste dage er blevet dræbt i iranske luftangreb i flere byer.
Følg konflikten mellem Israel og Iran minut for minut i vores liveblog HER.