Svampesæsonen falder tidligt i år – og derfor har Giftlinjen modtaget adskillige opkald fra borgere om, hvordan de skal forholde sig.

Det gælder også bekymrede forældre og pædagoger.

Det skriver DR.

I den anledning udtaler Anja Huusom, overlæge med ansvar for naturforgiftninger på Giftlinjen, at man altid skal bruge sin sunde fornuft. Samtidig er det ikke en dum idé aktivt at fjerne svampe fra steder, hvor mange børn opholder sig.

Eksempelvis legepladser:

»Man kan virkelig forebygge, hvis man i daginstitutioner eller i indhegnede haver, går en runde og fjerner svampe sammen med cigaretskod og andet, man normalt fjerner, inden børnene skal ud at lege,« siger hun.

Hun påpeger, at svampe kan vokse op i løbet af få timer – og at børn leger med det, de nu engang finder, siger hun om årsagen til at fjerne dem.

Giftlinjen, som er Bispebjerg Hospitals landsdækkende telefonrådgivning om forgiftning, havde 21. august modtaget flere end 650 opkald om svampe.

Det tal er nu 786 opkald – i hele 2022 fik de næsten 1000 opkald.

Af dem havde 66 symptomer på forgiftning. 13 blev kategoriseret som direkte livstruende.

Du kan læse mere om svampesæsonen og hvilke svampe, som Giftlinjen opfordrer til at være særligt opmærksom på.

Det kan du gøre her.