Gerda Hansen har endnu en gang glemt, hvorfor hendes børn ikke kommer og besøger hende. De plejer ellers alle fire at tage turen til plejehjemmet på Als mindst én gang om ugen.

Men på grund af smittefaren for corona er det ikke længere forsvarligt at lade den 90-årige Gerda få besøg. Det skal Gerda bare mindes om hver eneste dag. For Gerda har demens, og coronavirkeligheden vil ikke sætte sig fast.

Sådan er situationen lige nu for nogle af de mindst 36.000 demensramte danskere. Coronakrisen har skabt en ny og fremmed afstand, man som dement ikke nødvendigvis forstår. Gerda er ingen undtagelse.

Heldigvis kan Gerdas børn ringe til hende. Et af børnene er Tina Karger, der dagligt ringer til sin mor. Men hver samtale starter med det samme.

Gerda er 90 og har demens. Hun tror, datteren Tina (th.) er sur på hende, fordi hun glemmer, at det er på grund af corona, at Tina ikke må besøge hende længere.
Gerda er 90 og har demens. Hun tror, datteren Tina (th.) er sur på hende, fordi hun glemmer, at det er på grund af corona, at Tina ikke må besøge hende længere.
Vis mere

»Hun spørger, hvornår vi kommer og besøger hende. Det gør ondt. Vi er en meget kærlig og tæt familie. Det er et kæmpe afsavn. Så må jeg forklare hende igen, at det jo er på grund af corona, at vi ikke kan komme,« fortæller Tina.

I øjeblikket, når Gerda Hansen bliver mindet om corona, forstår hun godt, hvad det handler om. Og så alligevel ikke.

Hun kan godt huske, at hun har hørt om virussen, men virussens omstændigheder og omfang er svært for Gerda at forholde sig til.

»Hun siger bare, at vi roligt kan besøge hende, for hun smitter ikke. Hun forstår ikke, at vi også kan smitte hende,« fortæller Tina.

Mens forklaringen om virussen hver dag sniger sig ud af Gerdas bevidsthed, bliver hendes tanker i stedet fyldt med andre sørgelige forklaringer om, hvorfor børnene ikke længere kommer på besøg.

For at gå fra at få besøg mindst fire gange om ugen til nu slet ikke at få nogen er en stor kontrast for Gerda.

Heldigvis forstår Gerda ikke, hvor længe siden det er, hun har haft besøg. Hun husker ikke, om det er 14 dage eller en måned siden, børnene sidst var der. Men inde i sig selv kan hun mærke et savn, og at det er lang tid siden, hun sidst har set dem.

»Hun siger, hun savner os, og spørger mig om, hvorfor vi alle sammen er sure på hende. Hun forstår ikke, hvor vi bliver af,« fortæller Tina og understreger, at de på ingen måde er sure på hendes mor.

Men lige så hurtigt som Gerda får det at vide, har hun glemt det igen. Selv om demensen har sat tydelige spor i Gerdas 90 år gamle hukommelse, er hun stærk og i god fysisk form.

Men det gør det blot endnu sværere for hende at acceptere, at børnene ikke kommer, selvom hun får at vide, at det er på grund af smittefare.

»Den anden dag sagde hun til min søster, at hun ikke kommer til at dø af den her virus, men af savn til os. Det gør ondt at få at vide. Jeg bliver også helt rørt nu.«

Sådanne beskeder gør det endnu sværere for Tina ikke at kunne besøge sin mor.

Andre dage, når Tina ringer, fortæller Gerda, at hun har haft meget travlt, da hun har haft besøg af deres far.

Det ved Tina Karger godt ikke er sandt. Ikke kun fordi moren slet ikke må få besøg, men fordi faren er død for mange år siden.

Trods Gerdas forvirring giver det alligevel Tina en lille glæde, når moren fortæller om farens besøg.

»På en eller anden måde har hun jo fået nogle indtryk. Bare oppe i sit eget hoved. Så er hun ikke ensom,« siger Tina, der ikke set sin mor siden 12. marts.