Det er nok ikke en overdrivelse, at ordet 'klima' kom over alle politikeres læber mindst én gang i løbet af Folketingets valgkamp.

Eksperter advarer om globale temperatur- og havstigninger, hvis vi ikke gør noget, og fokusset på klimaet har resulteret i, at Danmark med den nye regering vil arbejde hen imod at få det grønneste parlament i verden.

Men tidligere statsgeolog Jens Morten Hansen udtrykker i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, at klimakrisen er stærkt overdrevet.

'De fleste videnskabelige afhandlinger taler nu om forventelige klimaændringer, som forskere med klimahistorisk ekspertise kan vise, ligger helt inden for de hyppigt tilbagevendende naturlige udsving, vi kender fra de seneste 5000 år.

Vi har altså set det før, og hverken Jorden eller menneskeheden gik under,' skriver han.

Et argument, der også skal vise sig at blive modargumenteret.

Jens Morten Hansen skriver, at stigningerne i verdens have, som mange ser synonymt med klimakrisen, ikke er ukendt for kloden, og at medierne bidrager til at sprede et overdrevet billede af et klima i krise.

Som eksempel kommer han med dette omdiskuterede billede af en hundeslæde, der kører i smeltevand oven på havisen ud for Nordgrønland, der i første omgang blev delt på Twitter af danske forskere fra DMI.

Et billede, danske politikere som De Radikales leder, Morten Østergaard, og SF-formand Pia Olsen-Dyhr delte på de sociale medier som bevis på klimaforandringer, og som medier i både ind- og udland viste på forsiderne.

Problemet er, at det med smeltevandet oven på havisen sker hvert eneste forår.

Når forskere taler om forhøjede vande på kloden, mener han, at 'den samme stigning er observeret, siden den lille istid ophørte for cirka 200 år siden.'

Kristen Halsnæs, professor på DTU og forfatter til IPCC-rapporternes kapitler, afviser ikke, at vi står over for en klimakrise.

Faktisk mener hun, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for, at vi kan afvise den.

»Med baggrund i den videnskabelige litteratur, der er i området, så er der ikke stærk evidens for hans synspunkt.«

»Der er enorm økonomisk interesse i at kunne påvise, at der ikke er et klimaproblem. Det er der ikke satset på, og det skyldes nok, at der ikke er nok belæg for det,« siger hun til B.T.

Hun er også uenig i, at mediernes dækning under valgkampen og om klimaet generelt er fejlagtig og ikke baseret nok på evidens.

Men hun mener, at klimakampen kan vindes ved at bevare jordforbindelsen og løse problemerne praktisk frem for moralsk.

Det er måske også derfor, hun savnede en mere praktisk håndtering af klimakrisens kommende udfordringer – for eksempel oversvømmelser, til brug i virkeligheden.

»Valgkampen var ikke præget af, hvor alvorlig klimakrisen var. Det var, hvorvidt Danmark skulle lave mål fremadrettet,« siger hun med henvisning til regeringens mål om reducering af drivhusgasser med 70 procent.

»Der måtte godt være mere om, hvad der skal ske med oversvømmelser i Danmark. Der står man meget med problemerne ude i kommunerne, og det er en svær opgave for dem at løse.«