De er bittesmå og gemmer sig i revner og sprækker. Om natten kommer de op i sengen for at suge dit blod, og når de først har bidt sig fast, er de svære at få ud af boligen.

Væggelusene er en ubehagelig pest, som giver kløende bid, og skadedyrsfirmaerne bliver kaldt ud til flere og flere danskere, som lider under dem.

tip os
Har du oplevet problemer med væggelus, eller oplever du det i øjeblikket, så vil vi gerne høre fra dig. Kontakt os her!

Det siger Rune Sejersen, administrerende direktør i skadedyrsfirmaet Anticimex. Her har man igen i år oplevet en stigning i tilfælde af det flåtlignende dyr, denne gang på hele 50 procent i forhold til året før.

Selvom firmaet aktivt har arbejdet for at få flere opgaver, vurderer han alligevel, at der kommer flere væggelus til landet:

»Det er helt klart en fornemmelse, og jeg tror, det er generelt for branchen,« siger Sejersen, som fortæller, at firmaet har behandlet cirka 1400 sager med væggelus det seneste år. 

Han bliver bakket op af formand for skadedyrsfirmaernes brancheforening, Claus Schultz, som siger, at dyrene er »tilbage med fuld styrke« efter en nedgang under coronapandemien.

De vurderer begge, at det skyldes øget rejseaktivitet – at danskerne i højere grad rejser ud og får væggelusene med hjem fra hotellet i kufferten.

Væggelusene udgør et særligt problem for boligejere og lejere, fordi de er svære at slippe af med.

Der findes historier om folk, der har kæmpet med dem i over et år, og i Anticimex erkender man, at det kan være »uhyggeligt svært« at komme problemet til livs.

Det skyldes især, at væggelusene, som er på størrelse med et æblefrø, kan gemme sig snart sagt overalt. Fra hullet i stikkontakten til revnerne under panelet.

»Der er jo eksempler,« siger Rune Sejersen, »hvor sommerhuse har skullet rives halvt ned for at kunne komme ind til dem.«

I 2024 måtte Anticimex således fjerne væggene i fire soveværelser for at bekæmpe væggelusene, som er gode til at gemme sig.

Stigende resistens overfor gift gør, at det bliver sværere at gasse væggelusene ud af en bolig. I stedet skal de have høj varme eller kulde, og der kræver det, at man kan lokalisere dem ganske præcist.

Det kan dog også være svært, eftersom de små insekter gemmer sig »de mærkeligste steder«, fortæller Claus Schultz.

»På hoteller har man sådan nogle gulv til loft-gardiner, og der er jo sådan en stang, som man tager ved, når man ruller det frem og tilbage. Jeg har været inde i et rum, hvor vi satte varme på, og så kom der 40 væggelus ud fra den hule stang,« fortæller han, »det havde jeg jo aldrig fundet.«

Både Sejersen og Schultz mener, at der mangler godkendte insektmidler i Danmark til at bekæmpe væggelus.

»Vi har ikke noget kemi – det ville være skønt, hvis vi havde et eller andet, vi kunne puste ind i alle revner og sprækker, og så døde alt derinde,« siger Schultz.