Generalmajor Hans-Christian Mathiesen er i dag blevet fritaget for tjeneste som chef for Hærstaben som følge af mistanke om magtmisbrug og nepotisme.

Det oplyser det militære tidsskrift OLFI, der har afdækket en sag om påstået magtmisbrug og nepotisme i Hærstaben.

OLFI har ved hjælp af aktindsigt og anonyme kilder afdækket mindst syv mistænkelige forhold, der kan være i strid med loven.

Det drejer sig blandt andet om, at han har fået sin nuværende hustru ind på to uddannelser i militæret, hvilket opkvalificerede hende, så deres fælles husstandsindkomst blev forøget med næsten 90.000 kroner om året.

Ifølge mediet ændrede han på optagelseskriterierne til Master i Militære Studier uden at fortælle det til andre end sin kæreste. Mediet hævder også, at han personligt fik hende flyttet op ad listen med kandidater, så hun blev valgt, selvom der var andre mere egnede kandidater til uddannelsen.

Dernæst oprettede han kontoret Hærens Soldater 2025 under sig selv og ansatte sin kæreste med titel af major, hvorved deres fælles husstandsindkomst voksede med 88.000 kroner årligt.

I 2016 ændrede han på optagelseskriterierne til Operations og Føringsuddannelsen og lod kæresten optage på uddannelsen, selvom der ifølge OLFI var flere langt mere egnede kandidater.

Han undlod ifølge mediet at oplyse forsvarschefen om sin egen inhabilitet, og på den måde undgik han, at sagen blev undersøgt.

Men det bliver den nu.

Fredag valgte Forsvarets Auditørkorps at gå ind i sagen, og onsdag har forsvarsministeren fritaget generalmajoren fra tjeneste, så længe auditørernes undersøgelse pågår.

Hans-Christian Mathiesen har tidligere været fremme i offentligheden, da han som oberst agerede talsmand for Forsvarskommandoen, da den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack udgav sine erindringer i bogen 'Jæger - I krig med eliten'. Forsvarskommandoen forsøgte at få nedlagt et fogedforbud mod bogen, hvilket blev afvist i fogedretten, fordi bogen allerede var udgivet i flere medier.