Mandag ved 14-tiden gjorde genbrugspladsen på Mørupvej i Herning et fund, der efterfølgende har fået driftslederen op i det røde felt af forargelse.

På ovenstående tidspunkt blev der nemlig fundet en skarp håndgranat liggende på pladsen.

Det skriver TV Midtvest, der har talt med driftsleder Klaus Langborg Jensen.

»Hvis folk kan finde på at smide en skarp håndgranat på en genbrugsplads, hvor der er 30 ansatte og 2.000 gæster forbi i løbet af en dag, så er der ikke meget på den øverste etage,« siger han til TV Midtvest.

Efter fundet blev der sendt bud efter ammunitionsrydningstjenesten i Skive. De tog sig af granaten, der viste sig at stamme fra 2. verdenskrig.

Der var tale om en ananas-granat.

Klaus Langborg Jensen fortæller, at det langt fra var første gang, man har gjort et lignende fund. Pistoler og andre våben er tidligere blevet fundet på pladsen, hvilket driftslederen kalder »fuldstændig ufatteligt.«

I november sidste år blev der ved en genbrugsstation i Stenløse fundet noget æter, hvilket også er strengt forbudt.

Her anbefalede politiet at kontakte dem eller beredskabsstyrelsen for vejledning, hvis man ligger inde med ting, der skal smides ud, men som man ikke kender farligheden af – frem for at aflevere det på en genbrugsstation.