Den store 'genåbningsfest', der skulle have fundet sted torsdag i København, er aflyst.

»Der er visse ting, vi ikke kan styre, og det er vejret. Vi har desværre måttet indse, at det ikke vil være forsvarligt at afholde vores genåbningsfest. Det handler om, at det blæser for meget,« siger en af arrangørerne, Malue Montclairre.

Det gør hun i en Facebook-video.

Arrangementet har i flere dage været udsat for massiv kritik, men det er ikke årsagen til aflysningen.

»Vi er virkelig blevet udfordret de seneste dage, men vi står fast på alt, det vi mener. Vi står fast på alt det, vi ønsker os i stedet,« siger Malue Montclairre, der fortæller, at 'en scenemand' tidligt torsdag morgen har meddelt, at det ikke er muligt at sætte en scene op grund af den megen blæst.

Genåbningsfesten skulle have fundet sted ved Højbro Plads og Bertel Thorvaldsens Plads ved Strøget i København.

»Det er bedst og mest forsvarligt, at vi aflyser og flytter vores genåbningsfest til en anden gang, og det bliver så hurtigt, som vi overhovedet kan,« siger Malue Montclairre.

Arrangementet var ellers anmeldt – og godkendt af politiet – som demonstration, hvor der foruden en stribe koncerter og taler også vil have været opstillet madboder og toiletter fra kl. 12-23. Festen skulle markere etårsdagen for Danmarks coronanedlukning med et ønske om at få samfundet åbnet igen.

»Gå ikke glip af den største begivenhed i Danmark, siden Mette lukkede landet ned!« som det ifølge Berlingske har lydt fra arrangørerne.

Aflysningen har dog nu medført en anden øjeblikkelig problematik, da arrangørerne har tilbudt bustransport til folk fra hele landet, der torsdag morgen derfor allerede er på vej mod København.

»Dem har vi også måttet få til at vende om,« som Malue Montclairre konstaterer – ikke mindst fordi Storebæltsbroen torsdag morgen rent faktisk er lukket for 'vindfølsomme køretøjer' på grund af det dårlige vejr.

Genåbningsfesten har i flere dage været udsat for voldsom kritik, og det har blandt andet fået musikerne Alex Ambrose og Rasmus Nøhr, der begge skulle have optrådt, til at melde afbud. Det glædede eksempelvis den tidligere konservativ folketingskandidat Lars Arne Christiansen.

»Fornuftigt at Rasmus Nøhr trækker sig fra fest maskeret som demonstration. Uanset langsom og omstændelig genåbning af S-regeringen må … også musikere … følge de spilleregler, der er,« har han skrevet på Twitter.

Også den tidligere socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen har taget stærkt afstand fra arrangementet.

»43 danskere ligger lige nu på intensiv og kæmper for deres liv pga. COVID-19. 2.382 er døde og mange har fået alvorlige senfølger. Og så vil nogen i dag holde fest i Kbh? Jeg kan ikke finde ord for, hvor afskyeligt og umenneskeligt det er. Bliv væk!« har det lydt fra ham, ligeledes på Twitter

På Facebook har Vesterbro Rock Radio kort og godt konstateret: 'Her på redaktionen er vi målløse. Hvad sker der lige! Genåbningsfest! F … jer.'

Den konservative gruppeformand og undervisningsordfører, Mai Mercado, har ingen bandeord brugt, men hun har også været stærkt mod ideen. På Twitter:

»Øverst på listen over tumpede ting i denne uge er det arrangørerne kalder 'genåbningsfest', som er anmeldt som en demonstration. Jeg har intet imod demo’er, men fest i gaden må vente til smittetallene er mere under kontrol og flere er vaccinerede.«

Men der kommer altså en genåbningsfest en anden gang, forsikrer arrangørerne.

»Vi giver ikke op så nemt. Vi fortsætter, til vi har fået vores menneskerettigheder og frihedsrettigheder sikret. Vi har stadig rigtigt meget at kæmpe for,« siger Malue Montclairre.