Der har længe været politisk pres på regeringen fra de andre partier, som ønsker beregningerne på, hvordan en genåbning af dele af samfundet vil påvirke smittetallene.
I fredags kunne sundhedsminister Magnus Heunicke så fortælle kredsen af sundhedsordførere, at der nu var sat beregninger i gang for forskellige genåbningsscenarier. Det er bare langtfra alt, der er blevet regnet på, skriver TV 2.
Dokumenter, som TV 2 har, fra fredagens ordførermøde viser, at beregningerne er mere specifikke, end hvad regeringen umiddelbart kunne have givet indtryk af. Der regnes nemlig hverken på genåbning af 5.-8. klasse, storcentre eller liberale erhverv, som for eksempel frisører eller tatovører.
Derved er der kun beregninger på fire specifikke scenarier, blandt andet, hvad der ville ske, hvis afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser vender tilbage.
Statens Serum Institut, som laver beregningerne, har altså hverken undersøgt genåbningen for frisører, tatovører eller de mellemstore elever. Og det har de ikke gjort, da det ikke var det, som regeringen havde bestilt.
Og hele situationen vækker undren hos Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen. Han stiller sig først og fremmest uforstående over for fravalget af 5.-8. klasse, da den stigende mistrivsel ifølge ham ikke skelner mellem klassetrin
»Det sender et lidt mudret og underligt signal. Jeg har svært ved at se, hvad taktikken er,« siger Martin Geertsen til TV 2, og det undrer også sundhedsordføreren, at de liberale erhverv ikke er en del af scenarierne.
Sundhedsminister Magnus Heunicke vil dog mandag ikke interviewes om regeringens genåbningsplaner.