Der er mandag observeret gaslækage nær Bornholm. Og en ekspert er ikke i tvivl om, hvad den største sikkerhedsrisiko er.

Gaslækagen er observeret sydøst for Bornholm.

Det var Søfartsstyrelsen, der oplyste om gaslækagen i en navigationsadvarsel.

I den advarsel oplyste Søfartsstyrelsen, at lækagen er farlig for skibsfarten. Og det bekræfter Simon Pedersen, der er lektor og sektionsleder på Aalborg Universitet Energi i Esbjerg.

Han fortæller til Politiken, at der med lækagen er risiko for en eksplosion.

»Den største sikkerhedsrisiko er, at det kan give en meget stor eksplosion, hvis gassen kommer i nærheden af åben ild eller en gnist.«

»Derudover er gassen giftig for både mennesker og dyreliv,« siger han til avisen.

Danske F16-fly blev sendt afsted for at affotografere området, hvor der er observeret gaslækage.

I området kunne de konstatere, at havet 'boblede'. Lækagen er sket på den rute, hvor den store gasledning Nord Stream 2 løber.

Det er ikke bekræftet, hvorvidt lækagen stammer fra Nord Stream 2.