Det er ikke alle, som behandler den danske natur ordentligt. Nogen efterlader deres affald i det grønne, og andre begår decideret skade på vores grønne åndehuller.

Eksemplerne på dårlig adfærd ser man ofte omkring de populære shelterpladser, som ligger rundt i hele landet. Senest på Kalvebod Fælled på Amager.

Her er mindst ti store og raske birketræer blevet fældet med både sav og økse ved Ålen Shelterplads, skriver TV2 Lorry.

Skovfoged hos Naturstyrelsen, Sven Norup, fortæller, at de velforberedte sheltergæster har brugt det som brænde. Det ændrer dog ikke på, at det er hærværk og kan føre til en politianmeldelse.

»Reglerne er egentlig enkle. Man skal tage sit eget brænde med. Man må godt sanke brænde - indsamle dødt ved eller grene, der ligger ude i skovbunden og brænde det af, men der er så mange brugere her, at det kan man ikke regne med ligger her,« siger Sven Norup.

Denne type brud på reglerne er heller ikke enestående ifølge Naturstyrelsen.

Under de seneste måneders nedlukning på grund af coronakrisen er flere danskere søgt ud i naturen og mod de eftertragtede shelterpladser.

Problemet er, at hvis alle naturens gæster bruger den, som de vil, så er der til sidst ikke meget tilbage at nyde.

I slutningen af maj gik et shelter i Jyllinge, som lokale spejdere havde bygget, op i flammer og røg på mystisk vis.

Et shelter var også omdrejningspunktet for en mindre konflikt i Tarup Davinde på Fyn, hvor en kvinde havde booket en shelterplads på forhånd.

I pinsen oplevede hun, at andre gæster brugte pladsen, som hun havde betalt for at reservere - og de ville ikke flytte sig, selvom hun fremviste en kvittering.

Først senere på aftenen forlod de andre gæster området, hvorefter hun kunne bruge shelterpladsen.