Lyt til artiklen

»Med kærlighed til musik, god mad, smukke omgivelser, fællesskab og høj kvalitet hele vejen rundt skaber vi en helt unik oplevelse for dig som publikum.«

Sådan lyder beskrivelsen af Come2Lives såkaldte Slotskoncerter, der i løbet af sommeren bliver afholdt flere steder i landet.

Men meget tyder på, at de deltagere, som var til stede under lørdagens koncert på Ledreborg Slot, ikke er helt enige i den ellers flotte beskrivelse fra arrangøren.

På Come2Lives Facebook-profil bugner det seneste opslag nemlig med kritiske kommentarer.

En af dem, der har skrevet en kommentar, er Tina Johnsen.

Hun ankom lørdag til Ledreborg Slot, og her begyndte koncertoplevelsen allerede med dét, der skulle være en del af i løbet af dagen:

Kø.

»Der strakte og snoede sig en lang kø ude ved parkeringspladsen, men det skulle vise sig at blive endnu værre,« fortæller Tina Johnsen.

Come2Live havde nemlig på forhånd understreget igen og igen, at man som gæst ikke måtte medbringe hverken mad eller drikkevarer.

Det var dog tilladt at tage drikkedunke eller flasker med, og så var der mulighed for at få fyldt vand op inde på koncertpladsen.

Den opfyldning var ekstremt tiltrængt, da Tina og resten af hendes selskab i de 30 grader blev lukket ind, så de satte straks i gang med at lede efter en vandpost.

Men der blev de mødt af et overraskende syn.

»Der var én vandpost med to vandhaner, og så var der nok en kø på 50 meter. Vi endte med at stå i kø i en halv time. Det er jo under al kritik, når der har været varslet hedebølge hele ugen,« siger den 47-årige kvinde.

Her ses køen til den ene vandpost, der var til slotskoncerten
Her ses køen til den ene vandpost, der var til slotskoncerten
Vis mere

Det var dog langtfra slut med skuffende oplevelser ved slotskoncerten på Ledreborg Slot.

Da Tina kommer ned til scenen, kan hun konstatere dét, hun selv kalder »mystisk og komisk«.

Scenen vender nemlig væk fra det store område, hvor publikummet står, hvilket betyder, at man ikke kan se så meget, og at lyden er dårlig.

»Scenen pegede hen mod en tom græsplæne. Det var så mærkeligt, men man kunne næsten kun grine af det. Der har dog helt sikkert været nogen, der brokkede sig over det, for området ved græsplænen blev senere åbnet,« fortæller hun.

I den bagende sol sad Tina så og lyttede til de forskellige kunstnere, som hun roser til skyerne, men på et tidspunkt knurrede maven, og så var det tid til at besøge en af slotskoncertens madboder.

Der var på forhånd skiltet med »utallige madboder«, men sandheden var, at den 47-årige kvinde og hendes selskab kunne finde tre.

»Vi blev sultne omkring klokken 19, og der fandt vi så ud af, at boden med flæskestegssandwich var lukket, fordi der var udsolgt. Så gik vi over til burgerboden, og der stod vi en time, før vi gav op. Det er jo under al kritik,« siger hun.

Et par timer senere – omkring 21-tiden – blev den sidste madbod lukket, da der var udsolgt.

»Det var virkelig amatøragtigt. Musikken var god, og toiletterne var fine, men ellers fungerede intet,« siger hun.

Og Tina Johnsen er altså ikke den eneste, der havde en dårlig oplevelse til slotskoncerten.

De samme kritikpunkter med vandposten, scenens placering og madboderne lyder fra utallige brugere i kommentarsporet.

En anden af dem er Birthe Plougstrup Børsen, der også gerne vil dele sin oplevelse med B.T.s læsere:

»Jeg har aldrig været udsat for noget lignende, og jeg har både været til mange koncerter og arrangeret en del selv. Det er det mest uprofessionelle, jeg har oplevet,« siger Birthe Plougstrup Børsen og fortsætter:

»Vi stod i kø i hundrede år for at få vand, vi kunne nærmest ikke høre musikken pga. scenen, og så var det umuligt at få mad. Det er altså ikke godt nok.«

Den store kritik er kommet bag på Kristian Gislason, som er direktør for arrangøren bag slotskoncerten Futurelive:

»Jeg synes faktisk, at kritikken er hård. Er det utilfredsstillende, at vi løb tør for mad? Ja. Kan vi blive bedre? Ja. Men der er altså også mange, der roser os for, at vi havde gode toiletforhold, og at vi eksempelvis fik fordoblet kapaciteten på vandposten, da vi kunne se, at der var for meget kø,« siger Kristian Gislason.

Og så er han mest af alt frustreret over den tone, som de utilfredse gæster har lagt for dagen.

»Tonen på vores Facebook er simpelthen på grænsen til utilstedelig. Det er blevet så nemt at svine alle til, og jeg synes, at det er trist,« siger direktøren.

Come2Live afholder i alt fem slotskoncerter i løbet af sommeren.

De har afholdt fire og mangler kun én, der 27. august vil løbe af stablen på Gaardbogaard Gods ved Skagen.