Ved du noget om sagen, vil B.T. meget gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

En fysioterapeut har fået frataget sin autorisation, er bortvist fra Odense Universitetshospital og er blevet idømt 30 dages betinget fængsel efter flere gange at have haft sex med en kræftpatient.

Det skete tilbage i 2016 i forbindelse med kvindens kræftforløb, hvor hun fik den 40-årige fysioterapeut tilknyttet som træningsinstruktør. Det skriver Fyens.dk.

Det professionelle forhold udviklede sig pludselig til flirt og hede beskeder fra fysioterapeuten.

Kort tid efter kulminerede det under en massage, hvor den 40-årige mand tiltvang sig anden kønslig omgang end samleje med kvinden, uden at hun gjorde modstand.

I retten har hun ifølge Fyens.dk fortalt, at hun gjorde det af fri vilje, og at akten var pirrende, fordi den kun foregik bag en foldedør med en sygeplejerske på den anden side.

Herefter havde de sex flere gange. På Odense Universitetshospital, i Kræftens Bekæmpelses afdeling i Odense, i Tusindårsskoven i Odense og hjemme hos manden.

Men hvad kvinden ikke vidste var, at manden også havde sex med flere andre kvinder.

Mange af dem havde han mødt under deres kræftforløb. Da forløbene var afsluttet, havde han indledt et seksuelt forhold til kvinderne.

Kvinden fik nys om de andre kvinder, efter hun talte med en veninde, der også havde været sammen med fysioterapeuten.

Sammen gik de to kvinder til ledelsen på Odense Universitetshospital, der straks bortviste fysioterapeuten.

Retten i Odense fandt ifølge Fyens.dk, at manden har 'udvist grov og gentagen forsømmelse og skødesløshed i sit job som fysioterapeut ved at have haft en uprofessionel omgangstone af privat og seksuel karakter med kvinden'.

Derfor fik han frataget sin autorisation på ubestemt tid og blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Det blev også til en politianmeldelse fra kvinden, da hun ikke mente, at hun i sit kræftforløb havde været i stand til at modsætte sig.