Adrian Aagaard Hoffman har fredag formiddag modtaget årets første læs fyrværkeri. Men han ved ikke, om han kan få det solgt.

»Jeg synes, at det er noget tarveligt pis. Jeg har ikke sovet meget i de sidste par nætter, for der har jeg arbejdet på højtryk for at kunne få et eller andet op at køre,« siger han.

Den fyrværkeriansvarlige hos havecentrene Grønne Hjem er som mange andre fyrværkeriforhandlere havnet i det, der kunne ende med at blive lidt af en nytårsfuser. Det er han, efter at regeringen tidligere på ugen valgte at lukke det meste af detailhandlen i Danmark ned mellem jul og nytår.

I forhold til salg af fyrværkeri betyder det, at man i den periode udelukkende kan købe raketter, batterier og heksehyl på nettet, hvorefter det hele skal afhentes i de pågældende butikker.

En ladning fyrværkeri ankommer til en Grønne Hjem-butik fredag formiddag.
En ladning fyrværkeri ankommer til en Grønne Hjem-butik fredag formiddag. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og så var det, at Adrian Aagaard Hoffman opdagede en afgørende detalje umiddelbart efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde i onsdags. Grønne Hjem har nemlig siden 2008 udelukkende solgt nytårskrudt direkte til kunderne i de to butikker i Gentofte og Valby og har derfor slet ingen webshop.

»Det arbejde får vi dog sat i gang allerede en halv time senere, men så finder vi ud af, at vi skal have en tilladelse til såkaldt fjernsalg for at sælge fyrværkeri på nettet. Den skal vi anmode Sikkerhedsstyrelsen om med 14 dages varsel, og det kan vi jo så først gøre torsdag morgen, 17. december, og så er jeg god nok til matematik til hurtigt at regne ud, hvad det ville betyde,« siger Adrian Aagaard Hoffman.

Altså: Det vil sige, at en tilladelse til salg af fyrværkeri på nettet først kan være på plads 31. december. Nytårsaften.

Derfor har Adrian Aagaard Hoffman valgt slet ikke at udfylde blanketterne til Sikkerhedsstyrelsen, fordi det »ikke vil give så meget mening«. Han efterlyser en lidt mere langsigtet strategi fra myndighederne.

»Nogen burde da have haft en fornemmelse af, at det var på vej ved at se på smittetallene, og så kunne man da have meldt ud, at det kunne være en god idé at sikre sig sådan en tilladelse. Regeringen sidder jo med alle data tilgængelig. De måtte da vide, at der var en risiko for, at alt måtte lukke ned,« siger Adrian Aagaard Hoffman.

Kunne du selv have gjort noget for at forberede dig på sådan en situation?

»Jeg var ikke bevidst omkring, at de regler eksisterede. Jeg har aldrig haft en idé om, at jeg skulle sælge fyrværkeri på nettet, fordi vi jo slet ikke har en webshop, så det er helt nyt for mig. Det er bare aldrig faldet mig ind at undersøge det,« siger Adrian Aagaard Hoffman.

Han havde regnet med i år at skulle sælge fyrværkeri for i alt 600.000-800.000 kroner i Grønne Hjem-butikkerne. Alt er købt og betalt, og det er ikke en handel, firmaet kan komme ud af. Nu er strategien lagt om, og havecentrene vil i stedet forsøge at sælge så meget som muligt i butikkerne, inden de skal lukke ned 24. december.

Adrian Aagaard Hoffman er kravlet op på en stige for ekstraordinært at gøre butikken klar til nytårssalg allerede nu.
Adrian Aagaard Hoffman er kravlet op på en stige for ekstraordinært at gøre butikken klar til nytårssalg allerede nu. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det første år prøvede vi at sælge det inden jul, men fandt frem til, at det ikke kunne betale sig, så det har vi ikke gjort siden. Jeg håber, det kan sælges i år,« siger Adrian Aagaard Hoffman, der for en sikkerheds skyld også fået en webshop gjort »næsten klar«, hvis nu.

I forbindelse med nedlukning i onsdags udsendte Sundhedsministeriet en pjece, hvor 'fyrværkeri' kun er nævnt i en bisætning:

»Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel, herunder fyrværkeri,« lød det.

B.T. har siden forsøgt at få svar fra Sikkerhedsstyrelsen på, hvad det helt konkret betyder. Er der lukket for fysisk salg af fyrværkeri i år, så man kun kan bestille fyrværkeri på nettet? Og hvad betyder det så for dem, der kun havde planlagt fysisk salg?

Det er fredag formiddag endnu ikke lykkedes at få svar på spørgsmålet, men Sikkerhedsstyrelsen er ved at undersøge sagen og håber på at kunne give et svar i løbet af fredagen.