DRs afgående nyhedsdirektør Sandy French åbner nu selv op om sin fyring, som DR annoncerede onsdag.

I et opslag på Facebook italesætter hun en undersøgelse af sit taxiforbrug, som ifølge DR har indgået i den »samlede vurdering og beslutning« om at fyre French efter otte år på posten.

»Jeg bryder mig ikke om at putte med tingene,« skriver hun.

»Derfor vil jeg også knytte et par ord til den undersøgelse af taxi-forbrug, DR har gennemført.«

French oplyser ligesom DR, at hun i en årrække har brugt sit DR-taxakort til at køre mellem sin bopæl og sit arbejde, hvilket strider mod DRs retningslinjer.

I alt er der foretaget kørsler for 16.000 kroner, som hun har tilbudt at betale tilbage.

Det var efter, at Frihedsbrevet i august omtalte Frenchs taxi-forbrug i en kritisk historie, at DRs nytiltrådte generaldirektør, Bjarne Corydon, igangsatte en undersøgelse af hendes udgifter.

French skriver i dag på Facebook, at knap halvdelen af taxi-forbruget mellem hendes bopæl og DR i den pågældende periode blev brugt, da hun havde benet i gips grundet en sprængt akillessene.

»Her skulle jeg selvfølgelig have søgt om godkendelse – det gjorde jeg ikke. Det var en fejl. At mine taxabilag hver måned blev kontrolleret i DR's økonomiafdeling, ændrer ikke på, at det er mit ansvar at følge reglerne. Derfor betaler jeg selvfølgelig de 16.000 kroner tilbage,« skriver hun.

DR er kommet frem til, at der ikke er »fundet uregelmæssigheder generelt« i forhold til Frenchs rejseudgifter, lyder det onsdag i en pressemeddelelse.

Alligevel har den forkerte brug af taxiordningen »indgået i DRs samlede vurdering og beslutning om at afslutte samarbejdet,« står der videre i pressemeddelelsen.