De to DR-direktører, Henrik Bo Nielsen og Lasse Bastkjær Jensen, får millioner med ud fra Statsradiofonien. De to ledere blev fyret tidligere i februar, i forbindelse med ændringer i DR-ledelsen.
Men de kommer nok ikke til at sulte foreløbigt. Ifølge Mediawatch får de to nemlig samlet godt 4,4 millioner med ud ad døren.
Ifølge aftalen skal en stor del af beløbet dog modregnes en eventuelt ny løn, hvis de nu tidligere direktører får et nyt arbejde frem til 31. marts 2027.
Henrik Bo Nielsen var direktør for Kultur og Børn og Unge. Lasse Bastkjær Jensen var direktør for Publicering og Brugere.
Efter ændringerne i DRs ledelse, kommer den til at bestå af generaldirektør Bjarne Corydon, økonomi- og ressourcedirektør Mads Diness Jensen, teknologi- og produktionsdirektør Maria Barlev og den kommende indholdsdirektør.
