Op mod 50 rumænske og italienske fyrede ansatte spærrer lige nu indgangen til sygehusbyggeriet af Nyt OUH i Odense.

De er utilfredse med, at mandskabsudlejningsfirmaet TechnoBuild er gået konkurs, og at de derfor er blevet sendt hjem uden løn, skriver TV 2 Fyn.

Nogle af de fyrede ansatte har medbragt et skilt, hvor der står: 'Where is our money?' (Hvor er vores penge?, red.).

Ifølge DR har sygehusbyggeriet været ramt af flere konkurser blandt firmaer, som er involveret i byggeprojekt.

For nogle uger siden stod en flere ansatte i firmaet 'Raffa and Team Solutions' frem over for DR og fortalte, at de ikke havde fået løn i flere måneder.

Totalentreprenøren på Nyt OUH, Odense Hospital Projekt Team (OHPT), har indtil videre ikke nogen kommentarer til situationen, skriver DR. 

»Vi arbejder på at finde en løsning,« lyder det fra pressetalsmand Christian Lemvigh.