Det er ikke den milde tone og fløjlshandskerne politidirektøren på Fyn, Arne Gram, har fundet frem i en nylig udsendt pressemeddelelse.

Her er det en gravalvorlig politidirektør, der kommer med en markant opsang.

Det skyldes, at corona-smittetrykket de seneste uger er steget for meget.

Og det gør sig også gældende i landets tredjestørste by og Fyns største, Odense.

Og derfor tager politiet nu yderligere tiltag for at få nedbragt mængden af smittede, forklarer Arne Gram.

Således indføres der et hotspot, hvor politiet patruljerer yderligere, ved Gråbrødre Plads i Odense.

Det sker fra fredag 2. oktober, lyder det.

»Vi skal have smittetallet bragt ned. Det er tvingende nødvendigt. Vi ved, at der typisk forsamles mange på Gråbrødre Plads, fordi der ligger mange restauranter og caféer omkring pladsen. Men vi er nødt til at sikre, der ikke forsamles for mange. Vi hjælper derfor ansvarligheden på vej ved at gøre pladsen til et hotspot,« siger politidirektør Arne Gram.

Han stiller derfor et retorisk spørgsmål. Ikke mindst til de unge, som udgør en stor del af de smittede.

»Skal din uansvarlighed medføre alvorlige følger for andre?« spørger Arne Gram.

Gennem de seneste uger har 42 procent af de smittede herhjemme været mellem 10 og 29 år, fremgår det af pressemeddelelsen, som tager udgangspunkt i tal fra Sundhedsstyrelsen.

Men det er ikke kun det odenseanske natteliv, som politiet vil holde et ekstra godt øje med.

Også butikker og private fester vil være i politiets fokus, så man kan slå ned på smittespredningen.

»Det nytter jo ikke, hvis vi ikke alle sammen er enige om at overholde reglerne. Det gælder også reglerne for, hvor mange der må være i en butik, og hvor meget afstand der skal holdes,« siger Arne Gram.

»Tager alle ikke deres eget ansvar alvorligt, så kan det medføre alvorlige konsekvenser for andre. Samtidig ved vi jo desværre nu, at coronavirus ikke kun kan være farlig for de sårbare grupper – mange, der har været ramt af sygdommen, slås med slemme senfølger, som har vist sig ikke at kende alder. Så tag nu dit ansvar alvorligt – helt alvorligt,« uddyber han.

Men det er ikke kun pisk fra politidirektøren i pressemeddelelsen.

Der er også lidt ros.

»Til alle jer vil jeg gerne sende en stor tak. I er heldigvis de fleste, og I gør det godt. I overholder reglerne, I holder afstand, og I spritter af. Til resten vil jeg sige: Kom nu ind i kampen. Tænk over, hvilke virkninger dine handlinger kan få,« siger Arne Gram.

Med det nye hotspot på Gråbrødre Plads er Fyn på fire hotspot. De tre andre er Munke Mose, Eventyrhaven og Engen ved Skovsøen.

Det tidligere hotspot ved Christiansminde Strand i Svendborg er med dagens udmelding ikke længere kategoriseret som et hotspot.