Side om side med danske og internationale musiknavne skal det afro-cubanske orkester Buena Vista All Stars spille for første gang på den fynske festival Heartland næste sommer.

Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.

Gruppen, hvis musik tager udgangspunkt i cubansk musiktradition, står bag titler som "Chan Chan", "El Cuarto de Tula" og "Candela".

- Med Buena Vista All Stars får vi nogle af de mest ikoniske sange fra den cubanske musiktradition til Fyn. Et bagkatalog med nogle af de største cubanske sange, der har rejst hele verden rundt og fået generationer til at danse, er nu samlet på Heartland, siger festivalens direktør og musikansvarlige, Ulrik Ørum-Petersen.

På Heartland vil gruppen optræde med deres signaturproduktion "Una Noche En La Habana", som på dansk betyder "En nat i Havana".

Her bliver originale medlemmer fra den musikalske gruppe Buena Vista Social Club fra 1996 forenet med et hold af cubanske musikere, lyder det.

Buena Vista All Stars går på scenen på festivalens sidste dag, lørdag den 12. juni.

Samtidig er flere danske navne også på plakaten til den fynske festival.

Samme dag optræder den danske rapper Artigeardit. Han har i juni i år udgivet albummet "Den lange vej".

Yderligere er sanger og sangskriver Emma Sehested Høeg at finde, når hun vender tilbage til festivalen næste sommer.

Også Jada, Søren Huss og gruppen Zar Paulo gæster også Heartland festival sommeren 2027.

- Jeg elsker det spænd, der er i de fem danske kunstnere, vi føjer til programmet i dag. På tværs af genrer, generationer og stemninger viser de, hvor stærkt og mangfoldigt dansk musik står lige nu, og som samtidsfestival skal det selvfølgelig også kunne mærkes på Heartland, siger Ulrik Ørum-Petersen.

I september løftede festivalen de første navne for 2027-udgaven.

Den internationale sanger Alex Warren sammen med danske Christopher og Thomas Helmig skal også optræde til Heartland festival næste sommer.

Den midtfynske festival løber næste år fra torsdag 10. juni til lørdag 12. juni.

Festivalen byder foruden de musikalske optrædener også på kunst og livesamtaler.

RITZAU