Blodrødt, men heldigvis ikke blod.

Hørup Å i Svendborg Kommune kom onsdag i julestemning. Den blev forurenet i sådan en grad, at den var fuldstændig rød.

'Vi har i dag konstateret, at vandet i Hørup Å pludselig var farvet blodrødt. Vi fik hurtigt iværksat en kildeopsporing, vi fandt årsagen til forureningen og fik den standset,' skriver kommunen på Facebook og deler flere billeder af den røde å.

Forureningen kom fra et teglværk – en fabrik, der producerer teglsten – i Stenstrup.

Svendborg Kommune

Det skete i forbindelse med udskiftning af en pumpe.

Den havde spildt jernoxid – en kombination af jern og oxygen, der har en rødlig farve – på et areal nær fabriksbygningen.

'Herfra er jernoxiden, som bruges til at farve mursten, blevet ført videre til Hørup Å via en regnvandsledning,' skriver kommunen.

Allerede få timer efter, forureningen blev opdaget tidligt på dagen onsdag, var åen igen tilbage ved normalen.

'Vandløbet har igen fået sin normale kulør, men vi vil holde øje med åen og den eventuelle påvirkning af vandmiljøet de kommende dage,' afslutter Svendborg Kommune på Facebook.