Fyns Politi kommer til at få mere at se til med et udrejsecenter på Langeland.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Der vil komme en øget og mere synlig tilstedeværelse af politi i og omkring udrejsecentret, men også på Langeland som helhed. At forestå tryghedsskabende indsatser på øen ligger mig meget på sinde, så øboerne kan fortsætte deres liv som hidtil,« siger Arne Gram, politidirektør.

Fyns Politi skal stå for den fysiske sikkerhed på udrejsecentret og for at sikre, at der fortsat er trygt i området.

Og det medfører en række konkrete tiltag:

»Det betyder blandt andet, at udrejsecentret vil have døgnbemanding,« står der i pressemeddelelsen.

Derudover vil der også blive indsat faste patruljer ved centret, der bliver færdigetableret i ejendommen Holmegaard i andet kvartal af 2022 og aktuelt skal huse omkring 130 personer.

Samlet set er vurderingen, at der skal tilføres 67 politiårsværk til Fyns Politi.

Udrejsecentret kommer til at ligge på den sydligste del af Langeland.