Hvis du modtager et opkald, der starter med: »Hej, du snakker med Morten Holm fra Sydbank,« kan det meget vel være for at lokke dig i et svindelnummer.

Det oplevede to kvinder fra Kolding, da en telefonsvindler ringede dem op onsdag eftermiddag og ville have dem til at fortælle deres NemID-oplysninger og adgangskode.

Det skriver JydskeVestkysten.

Heldigvis hoppede ingen af de to kvinder på svindelnummeret, der skete uafhængigt af hinanden i løbet af eftermiddagen.

»Vi er i gang med at efterforske sagen, og vi har blandt andet et telefonnummer, som vi undersøger nærmere,« siger politikommissær Kenneth Nielsen til mediet.

Den ene af de to kvinder er ifølge politikommissæren 68 år gammel, og alderen på den anden kvinde kender han ikke til.

Generelt har der været mange sager rundt i landet om telefonsvindel, hvor gerningsmænd vil franarre danskerne deres udbetaling af de indefrosne feriepenge.

Sydbank har tidligere advaret om telefonsvindlere, der angiver sig for at være ansatte i banken.

De understreger, at man aldrig må afsløre sine sikkerhedsdata til andre personer – især ikke koden til sit NemID.

Sydbank, og alle andre banker for den sags skyld, vil aldrig bede dig om disse personlige oplysninger.