Syge køer på et landbrug i Varde i det sydvestlige Jylland giver mistanke om, at den smitsomme Shamonda-virus nu er nået til Danmark for første gang.

Det bekræfter overlæge Uffe Vest Schneider, der er chef for Virologi og Mikrobiologisk Beredskab hos Statens Serum Institut (SSI), til B.T.

Hidtil har man troet, at virusformen kun kunne optræde hos dyr uden at kunne overføres til mennesker.

Men tidligere på måneden blev Shamonda-virus påvist hos en franskmand i 60erne, der døde på et hospital i Lyon.

»Det var en meget speciel case, hvor patienten havde fået en hjernebetændelse med virusset og var død. Om han døde på grund af virusset er ikke fastlagt,« understreger overlægen fra SSI. 

»Men det skal siges, at der i Frankrig var tale om en ekstremt immunsvækket mand, der modtog knoglemarvstransplantation i forbindelse med blodkræft. Han har ikke haft noget som helst immunforsvar at stå imod med, i forhold til hvis du og jeg var blevet smittet med det her virus,« tilføjer Uffe Vest Schneider.

Shamonda-virus rammer typisk husdyr og har på det seneste spredt sig blandt kvæg i forskellige europæiske lande. Og nu altså muligvis også til Danmark.

Shamonda-virus blev første gang identificeret i Nigeria i midten af 1960erne og er siden blevet påvist sporadisk hos dyr i både Afrika og i Japan.

I år har sygdommen spredt sig til andre europæiske lande som Tyskland, Schweiz og Holland. Smitten sker via små blodsugende mitter.

Hvor farligt er Shamonda-virus for henholdsvis dyr og mennesker?

»For landbruget er der en risiko for, at der kan ske spredning, så der kan ske en nedsat produktion med en økonomisk konsekvens.«

»For mennesker vil jeg sige, at der er en mulig risiko, men jeg vil ikke regne med, at vi ser mennesker blive smittet. Det tror jeg simpelthen ikke på. Og hvis nogen mennesker skulle blive smittet, vil de formentlig ikke blive særligt syge af det,« lyder SSI-ekspertens vurdering.

Han påpeger også, at det er vigtigt at huske på, at virusset bliver overført via mitter – ikke fra menneske til menneske som det eksempelvis er tilfældet med corona.

»Derfor vil jeg sige, at Shamonda-virus ikke er noget, der holder mig søvnløs som virolog. Den er rimelig rolig,« forsikrer Uffe Vest Schneider.

Landbrugets tænketank Seges Innovation har allerede opfordret landmænd og dyrlæger til at reagere på usædvanlige sygdoms- eller reproduktionsproblemer i besætningerne.

Det kan være symptomer hos dyrene som feber, diarré, fald i mælkeydelsen eller nedsat appetit.