Den 2. marts i år udkommer DR-dokumentaren 'Slave af Danmark' om Danmarks fortid som slavenation.
Men allerede inden udgivelsen er dokumentaren blevet genstand for kritik. Og nu stempler kulturministeren hårdt ind i debatten.
Årsagen til kritikken er, at DR under arbejdet med dokumentaren har gjort brug af en mangfoldighedskonsulent ved navn Joan Rang Christensen.
Hun har ifølge Kristeligt Dagblad undervist DRs redaktion i 'diversitet og blinde vinkler' i forbindelse med dokumentaren.
Som del af undervisningen skulle DRs redaktion læse et essay skrevet af Joan Rang Christensen, hvor hun fortæller åbent om, at hun undgår »hvide film« og i øvrigt forsøger at undgå hvide mennesker i det hele taget.
»Det lyder fuldstændig vanvittigt,« lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) på det sociale medie X.
Ministerens udmelding kommer som svar på et opslag fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, hvor han beder ministeren komme på banen i sagen.
B.T. har spurgt Lisbeth Langwadt, hvordan hun forholder sig til udmeldingen fra Jakob Engel-Schmidt. Hun er redaktionschef for bred kultur og fakta i DR, og er altså den ansvarlige for 'Slave af Danmark'-dokumentaren.

»Det har jeg godt noteret mig, at han har sagt. Det er jo taget lidt ud af en sammenhæng,« siger Lisbeth Langwadt og forklarer:
»’Produktionen af ’Slave af Danmark’ har været i gang i over to år, og der har været en hel række af konsulenter med forskellige baggrunde inde over. Først og fremmest har vi selvfølgelig talt allermest med historikere med ekspertise i emnet.«
»Det her kursus er jo en meget, meget lille del af, hvad der er foregået i den periode, vi har arbejdet med dramadokumentaren, som jo består både af et dokumentarspor og et fiktionslag. Konsulenten har været hyret, fordi hun har en baggrund som både dramaturg og mangfoldighedskonsulent – og hun har udelukkende været inde over fiktions-delen af projektet,« tilføjer DR-chefen.
Ifølge Lisbeth Langwadt har kurset med Joan Rang Christensen haft til formål at »starte en samtale« om blandt andet sprogbrug og stereotyper generelt rundt omkring emnet.
Rang Christensens essay har været tænkt som »en samtalestarter« og »har helt sikkert også været en provokation for nogen – sådan reagerede jeg da også, da jeg så det«, lyder det fra DR-chefen.
Lisbeth Langwadt var ikke selv med på workshoppen, men oplyser, at workshoppen fik skabt grundlag for en vigtig samtale og samarbejde på et holdet, hvor livserfaringer og baggrunde er forskellige.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Jakob Engel-Schmidt. Joan Rang Christensen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.
