Kenneth Eriksen havde glædet sig ualmindeligt meget til at holde ferie på et femstjernet hotel i Alanya med sine to døtre på 13 og 16 år.

Men det skulle hurtigt vise sig, at rejsen blev alt andet end mindeværdig.

Den 4. juli satte far og to døtre sig på et fly i København med kurs mod skyhøje varmegrader i Tyrkiet, og et par timer efter ankom de til Water Planet Hotel i Alanya.

Kenneth havde købt rejsen gennem Detur, og på selskabets hjemmeside fremgår det, at Water Planet Hotel officielt har fem stjerner, mens Detur selv kategoriserer det som fire og en halv stjerne.

Kenneth Eriksen og døtrene.
Kenneth Eriksen og døtrene.
Vis mere

Forventningerne var derfor til at mærke, da den lille familie trådte ud af bussen ved hotellet, men allerede ved første øjekast fik familiefaren en dårlig fornemmelse i kroppen.

»Det hele er meget forvirrende i receptionen, og det ligner måske også mere et tre- eller firestjernet hotel. Men jeg er ikke typen, der brokker mig, så jeg giver det en chance,« fortæller Kenneth Eriksen.

Kenneth er førtidspensionist på grund af dårlig ryg, så da familien har fået en god nats søvn, tager han ned til poolen tidligt fredag morgen.

Poolen er som sådan fin, men der står masser af tomme drinksglas og ølflasker, og så ligger der også en håndfuld russere og sover deres brandert ud.

Støv under sengene efter rengøring.
Støv under sengene efter rengøring. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det minder ikke ligefrem om det familiehotel, som Kenneth fik det solgt som af Detur. Men han beholder ja-hatten på.

Kenneth ved dog ikke på det tidspunkt, at den ja-hat skal vise sig at blive flået af næste aften.

Den ene datter er nemlig blevet syg med dårlig mave, og da hun skal til at hvile sig klokken 22.30 om aftenen den 6. juli, stopper airconditionen med at virke.

»Det er over 30 grader udenfor, så det siger sig selv, at det er helt umuligt at være på et hotelværelse uden aircondition. Jeg ringer til receptionen, men manden i røret fortæller mig, at de først kan fixe det dagen efter. Så siger han 'godnat' og lægger på,« fortæller Kenneth.

Her er skraldestationen, der lå omkring 50-60 meter fra Kenneths hotelværelse.
Her er skraldestationen, der lå omkring 50-60 meter fra Kenneths hotelværelse.
Vis mere

Den 45-årige dansker er rystet, men hotellet giver sig ikke. Først da Kenneth ringer klokken 02.30 efter flere timer uden søvn, indvilger de i at give familien et midlertidigt værelse.

De efterfølgende dage finder Kenneth ud af flere ting, der bestemt ikke giver indtrykket af, at han har betalt 26.000 for et ophold på et femstjernet hotel.

60 meter fra familiens hotelværelse ligger der nemlig en lille skraldestation, der generelt afgiver en ubehageligt lugt. Og på et tidspunkt kommer der også en slags kloakbil hen til skraldestationen, hvilket afgiver en endnu værre lugt.

På det tidspunkt kan Kenneth slet ikke bruge airconditionen på hotelværelset, fordi klimaanlægget optager den luft, der ifølge familiefaren lugter 'af decideret lort'.

Skraldestationen.
Skraldestationen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men det er ikke det eneste. Der er beskidt overalt – på værelset og rundt på hotellet. Derudover er Kenneth og døtrenes naboer en russisk familie, der skændes højlydt, låser deres datter ude fra værelset og slår på væggene.

Og så er der gelænderet på svalegangen foran værelset. Det sidder fuldstændig løst i den ene side.

Ja-hatten er forvandlet til en vred og utilfreds fornemmelse i Kenneths krop, så han forfatter en klage på Tripadvisor og Trustpilot.

De efterfølgende dage er han i kontakt med både Deturs danske og tyrkiske afdeling flere gange, men han føler ikke, at han får nogen hjælp.

Her er et løst gelænder på hotellet foran Kenneths dør.
Her er et løst gelænder på hotellet foran Kenneths dør.
Vis mere

Der kommer også en guide ud, der går rundt og gør rent med Kenneth på deres værelse, og han er ifølge danskeren 'rystet' over hotellets standard.

Kenneth klager og klager, men intet sker. Han føler, at han bliver snakket efter munden.

Et par dage efter virker det dog til, at der er hul igennem, for Detur har sørget for at sætte et møde op mellem Deturs tyrkiske repræsentant, hotellets ledelse og Kenneth.

Men nu skal vi ud i en lille gætteleg. Hvem tror du af de tre parter, der ikke møder op?

Sådan så vådservietterne ud, efter Kenneth og en Detur-guide havde gjort rent i et par minutter på deres hotelværelse.
Sådan så vådservietterne ud, efter Kenneth og en Detur-guide havde gjort rent i et par minutter på deres hotelværelse.
Vis mere

Detur.

Heldigvis får Kenneth fat i hotellets direktør og viser ham en video, som han har optaget gennem ferien.

Direktøren er rystet over det, som han ser.

»Han siger, at vi ikke skal betale for vores dage på hotellet, så han vil ikke fakturere Detur. Jeg skal så have pengene af dem. Og så kommer vi over på et nyt, lækkert hotel,« fortæller Kenneth.

En løs stikkontakt på hotelværelset.
En løs stikkontakt på hotelværelset.
Vis mere

Direktøren sørger også for at fyre en tjener fra hotellet, der under en middag forsøgte at invitere Kenneths døtre på 13 og 16 år ud på en date, hvilket familiefaren naturligvis sagde nej til.

I starten vil Detur ikke betale ham pengene, selvom hotellet på en e-mail har meddelt Kenneth, at de ikke kræver penge af rejseselskabet. I stedet tilbyder de ham en kompensation på 750 kroner.

Kenneth takker nej og fortsætter kampen på e-mail med Deturs kundeservice, og til sidst indvilger de i at betale de cirka 9.000 kroner for hotellet. Men hvad med de resterende 17.000 kroner for rejsen?

Dem vil de ikke betale.

»Jeg er dybt rystet og har aldrig oplevet noget lignende. Jeg går i ankenævnet nu,« fortæller han.

B.T. har kontaktet Detur, der meddeler, at Kenneth først tog kontakt til rejseselskabet på rejsens 11. dag, og at de derefter gjorde alt for at hjælpe ham.

'Straks, da vi bliver gjort opmærksomme på problematikkerne, forsøger vi at løse problemet og er i kontakt med gæsten både via kundeservice i Danmark og vores personale på rejsemålet. Vi får løst problemet ved at flytte gæsten til et andet hotel og kompenserer det beløb, som hoteldirektøren har lovet gæsten,' skriver Detur Danmark i et svar.

B.T. har desuden set billede- og videodokumentation for Kenneths kritikpunkter, ligesom vi også har fået et indblik i danskerens mailkorrespondance med Detur.