Det er ved at være sidste chance, hvis man skal besøge den populære fuglepark mellem Gilleleje og Esrum.

Fugleparken drejer nemlig nøglen om og lukker endegyldigt 22. oktober.

Det oplyser man i en pressemeddelelse.

Zoologisk Fuglepark i Nordsjælland var allerede sidste år hårdt presset på økonomien efter coronapandemien, men ved den lejlighed trådte blandt andre en lottovinder til med en håndsrækning, som sikrede den videre drift.

Godt et år senere er det dog nu endegyldigt slut, og det skyldes, at parkens direktør Frank Nielsen er svækket af sygdom og ikke længere er i stand til at drive stedet videre.

Fugleparken, som sidste år fejrede 25 års jubilæum, holder åbent i efterårsferien og lukker for sidste gang 22. oktober kl. 17.00.

Og så går parkens dyr en usikker fremtid i møde.

»Vi er ikke lykkedes med at finde en køber eller en fond, der vil skyde midler i fortsat drift og udvikling, og hvis det ikke lykkes inden jul, vil fugle og dyr blive solgt videre til andre zoologiske haver i Europa,« skriver Fugleparken i en pressemeddelelse.

I Zoologisk Fuglepark har gæsterne ud over en længere række af eksotiske fugle kunnet se en række krybdyr og mindre pattedyr.