En besætning med 60.000 høns lidt uden for Brande i Midtjylland er ramt af fugleinfluenza.

Det oplyser Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Hønsene aflives tirsdag i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Det sker for at forebygge smittespredning.

Mette Kirkeskov Sie er enhedschef i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Hun siger:

»Høns smittet med fugleinfluenza bliver typisk meget syge og sygdommen kan sprede sig meget hurtigt i en ramt besætning. Af hensyn til dyrevelfærden og for at forhindre smittespredning, er det derfor nødvendigt at aflive alle dyr, når der konstateres smitte med fugleinfluenza.«

Styrelsen har etableret beskyttelses- og overvågningszoner i en radius af hhv. 3 og 10 km. fra den smittede besætning. De kommende fire til fem uger må der ikke flyttes æg, fjerkræprodukter eller levende fjerkræ ind eller ud af zonerne uden særlig tilladelse fra Styrelsen.