45 procent af danske medarbejdere har undladt at fortælle om egne fejl på arbejdet af frygt for reaktionen.

Tallet fremgår af en ny Epion-undersøgelse.

Det skriver Velliv Foreningen i en pressemeddelelse.

Blandt de 18 til 34 årige skjuler 58 procent deres fejl af frygt for, hvordan ledere eller kolleger vil reagere.

Katja Teilmann, der er uddelingschef i Velliv Foreningen, siger:

»Det er et alvorligt faresignal, når næsten hver anden medarbejder vælger at tie om fejl. Det efterlader den enkelte alene med bekymringen, og det skaber grobund for stress og mistrivsel.«

»Særligt bekymrende er det, at de yngste på arbejdsmarkedet tier mest, for det er netop tidligt i arbejdslivet, at normerne for åbenhed og læring dannes.«

Flere end hver tredje dansker har oplevet at blive hængt ud for at begå fejl.

»Når fejl bruges til at udstille medarbejdere, bryder vi hele fundamentet for fælles læring. I stedet for at forhindre fejl, gør vi dem sværere at opdage og mere belastende at bære. Vi skal væk fra nulfejls-idealet og skabe en kultur, hvor fejl bliver et afsæt for udvikling, ikke en anledning til skam,« siger Katja Teilmann.

Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Velliv Foreningen blandt beskæftigede danskere i alderen 18 til 75 år. Data er indsamlet i perioden 24/06/2025 – 01/07/2025, og bygger på svar fra 772 danskere. Resultaterne afspejler deltagernes egne svar og vurderinger. Procenttal er afrundet til nærmeste hele procent.