Novo Nordisk' nye fedmemiddel vil ikke modtage offentligt patienttilskud. Det bekymrer overvægtsforening.

Lægemiddelstyrelsen har afvist at give patienter tilskud til det nye fedmemiddel Wegovy, som Novo Nordisk mandag sendte på markedet i Danmark.

Det skriver DR.

Per Nielsen, der er formand for Adipositasforeningen, som repræsenterer folk med svær overvægt, er ikke tilfreds med den beslutning.

»Vi ved, at dem med lave indkomster er dem, der er repræsenteret i statistikken med svær overvægt.«

»Derfor er jeg bekymret for, om vi kommer til at lave et A- og et B-hold, hvor en del har så stramt et budget, at de slet, slet ikke kommer i nærheden af at kunne købe det,« siger Per Nielsen til DR.

Fedmemidlet, der er godkendt til personer med et BMI på over 30, koster ifølge Novo Nordisk 47 kroner om dagen for en opstartsperiode i de første fire uger.

Prisen vil stige til 85 kroner om dagen efter fire måneder. Dermed vil det løbe op i 31.000 kroner årligt.

Novo Nordisk har søgt om tilskud til midlet, da firmaet mener, at svær overvægt er en kronisk sygdom.

Men det har Lægemiddelstyrelsen altså afvist.

»Hvis vi giver tilskud på nuværende tidspunkt, er der en risiko for, at vi ikke bruger skattekronerne rigtigt.«

»Det tyder på, at folk begynder at tage på igen, når behandlingen stopper, og så får vi ikke en gevinst ud af at give tilskud,« siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Kim Helleberg Madsen til DR.

/ritzau/