Som de fleste ved, lægger København asfalt til en af verdens største sportsbegivenheder nu til sommer.

Men det er ikke alle, der ser frem mod Tour de France med samme store begejstring.

Parkeringsmulighederne i hele Indre By vil være stærkt begrænset i Tour de France-ugen, og det bekymrer mange beboere. Det fortæller Bent Lohmann, der formand for Indre By Lokaludvalg, som er beboernes politiske talerør til kommunen.

»Vi forudser, er, at beboernes mulighed for at parkere i det område, deres beboerlicens gælder til, indskrænkes i betydeligt omfang. Det skal vi have løst,« siger han.

Bent Lohmann vil nu rette henvendelse til politikerne på rådhuset og appellere til, at beboernes parkeringslicens kommer til at gælde i hele kommunen i Tour de France-ugen.

»Vi hilser Tour de France velkommen. Men beboerne skal have mulighed for at parkere deres bil et sted, der er nemt tilgængeligt for dem. Ved at lade beboerlicensen gælde i hele kommunen, får beboerne den fornødne fleksibilitet med hensyn til at finde en parkeringsplads, som ligger godt i forhold til deres bopæl – omstændighederne taget i betragtning,« lyder det fra Bent Lohmann.

Det er især områderne Gammelholm, Nyhavn og Frederiksstaden, der vil blive ekstra berørt af sommerens store cykelløb.

Og for beboerne på Gammelholm vil det ikke være første gang, at et sportsarrangement volder besvær. Blandt andet har afholdelsen af Ironman tidligere år skabt store problemer for mange beboere, fortæller Bent Lohmann.

»Kvarteret bliver simpelthen låst i flere dage, så beboerne ikke kan komme ind eller ud med deres biler på grund af afspærringerne. Det er et problem, at folk bliver generet på den måde, og det må ikke gentage sig her til sommer,« siger han.

Torsdag i denne uge mødes medlemmerne af Indre By Lokaludvalg, og her skal de blandt andet tage stilling til Bent Lohmanns forslag om parkering i forbindelse med Tour de France-ugen.

I fald flertallet bakker op om formandens forslag, sender lokaludvalget et officielt brev med forespørgslen til de politiske beslutningstagere i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.

København er værtsby for Grand Départ, der er en enkeltstart på 13 kilometer og første etape af Tour de France. Enkeltstarten køres fredag 1. juli.