Når de danske skolebørn vender tilbage efter en uges velfortjent efterårsferie, venter der et kaos, frygter en lokal lærerforening.

For mandag i uge 43 rulles afløseren til det udskældte Forældreintra nemlig ud i størstedelen af landets kommuner.

Aula hedder systemet, der bliver kommunernes hidtil største it-projekt, og som dagligt skal håndtere intet mindre end to millioner brugere.

Og det er en lancering, der vækker bekymring.

Ikke blot hos de fire kommuner, som allerede nu har valgt at udskyde lanceringen til efter årsskiftet på grund af utryghed og frygt for datasikkerheden i systemet, men også hos Århus Lærerforening, hvor man frygter et regulært kaos.

'Aula er ikke et færdigudviklet produkt, når det rulles ud på skolerne. Det format, som brugerne bliver præsenteret for efter ferien, skal til stadighed tilpasses de behov, som brugerne må have,' skriver lærerforeningen blandt andet på sin hjemmeside i et indlæg med overskriftet 'Klar til kaos i aulaen', hvor man samtidig understreger, at det bliver en omfattende forandring for både lærere, elever og forældre.

Det har ikke været muligt for B.T. at få Århus Lærerforening til at sætte flere ord på deres bekymring, men til TV 2 Østjylland siger foreningens formand, at Aula grundlæggende ikke kan det, det skal.

»Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det bliver et kaos. Man har lavet et system, der ikke i høj nok grad kan det, som det skal. Der er en kæmpe risiko for, at skolerne ikke kan leve op til det ansvar, forældrene har til samarbejdet mellem skole og hjem,« siger formanden for lærerforeningen, Jesper Skorstengaard, TV 2 Østjylland.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Han tilføjer, at der er en række kritikpunkter, som udfordrer lanceringen af Aula om godt og vel en uge. Dels får lærerne ifølge Jesper Skorstengaard ikke mulighed for at teste og øve det nye system, som de ellers ville have haft, hvis Aula var blevet lanceret efter sommerferien, som det ellers var planen.

Dels skulle Aula ifølge Jesper Skorstengaard også være ramt af en lang række sikkerhedsbrister og fejl, ligesom der i øvrigt er en del funktioner fra det snart gamle Forældreintra, som ikke er overført til Aula.

Helt konkret skulle funktionen, hvor en lærer kan svare en hel forældregruppe, ikke være mulig i det nye system.

'Funktionerne er klar'

Hos kommunernes it-fællesskab Kombit mener man imidlertid ikke, at Aula kommer til at mangle funktioner – de er blot erstattet af nogle andre.

'Aula adskiller sig en del fra Skoleintra, og det betyder, at lærere, forældre og elever vil opleve, at de nu skal gøre tingene på en ny måde, og at de funktioner, de plejer at bruge, måske nu er erstattet af nogle andre. Aula bliver løbende forbedret, udvidet og tilpasset til de behov, der opstår,' lyder det til B.T. i et skriftligt svar fra vicedirektør i Kombit Mikkel Tang Hedegaard, inden han tilføjer:

'Aula videreudvikles på baggrund af brugernes input, og næste opdatering af Aula kommer allerede til november. Men de basale funktioner er helt klar til at blive taget i brug.'

Mikkel Tang Hedegaard tilføjer, at Aula har været i drift siden årsskiftet, og at skolerne rundt om i landet har haft adgang til systemet siden 'et godt stykke før sommerferien'. Samtidig har man udarbejdet 'omfattende' materiale i forhold til implementeringsarbejdet ved blandt andet at have projektledere i alle kommuner og 4.600 såkaldte 'superbrugere'.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Af den grund er heller ikke den store bekymring af spore hos Kombit forud for lanceringen mandag efter efterårsferien.

'Uanset hvornår man skal tage et stort nyt it-system i anvendelse, vil det give nogle bump på vejen. Men vi føler os trygge i forhold til de tilbagemeldinger, vi har fået fra den udvidede pilotfase, hvor 12 kommuner, 24 skoler og 40.000 brugere har været på Aula – her er tilbagemeldingen, at de basale funktioner er klar til at blive taget i brug,' siger Mikkel Tang Hedegaard.

Alle landets 98 kommuner forventes at anvende Aula på skoleområdet, og mindst 95 kommuner forventes at tage systemet i brug i daginstitutionerne.

Aula skulle oprindeligt have været sat i drift efter sommerferien i år, men blev udskudt, fordi man ville have flere erfaringer fra skoler, der testede systemet.