Karina Skovholm brugte ellers time efter time på at forberede sin søn på den flyvetur, de snart skulle på. Alle detaljer om nødudgange, sikkerhed, pladser og mad blev sirligt udpenslet inden afgang.
For når man har et barn, der lider af flere usynlige handicap, er det de mindste ændringer eller uforudsete øjeblikke, der kan få alt omkring én til at vælte sammen.
»Det går galt med det samme, og jeg er stadigvæk rystet over den forfærdelige oplevelse, vi fik med SAS. Det tog min søn flere dage at komme sig,« siger Karina Skovholm, der er mor til 12-årige Mathias.
I slutningen af juli skulle Karina Skovholm, hendes kæreste og søn på sommerferie til Cypern. Både mor og søn lider af angst og adhd, og derfor bærer de til dagligt solsikkesnoren. En snor, de og andre med usynlige handicap, bærer for at signalere til andre, at der bør tages et særligt hensyn.
»De tog intet hensyn til os på flyet. For det første, havde vi bestilt sæder med ekstra benplads og en vinduesplads til min søn, som han var forberedt på. Dem blev vi smidt væk fra, fordi de sagde, at min søn var for ung.«
Hos SAS skal man være fyldt mindst 15 år for at sidde ved nødudgange af sikkerhedsmæssige årsager. Dog kan man godt booke billetter til sæderne med ekstra benplads, hvis passageren er over 12 år.
»Det er fair nok, hvis han er for ung, men så forstår jeg simpelthen ikke, at man kan booke billetterne i første omgang. Vi nåede dårligt at rejse os, før de havde sat de næste passagerer ned, og det hele blev bare gjort på en meget ubehagelig måde,« siger Karina Skovholm, der måtte flytte familien til de nye sæder uden den ekstra benplads, de havde betalt for.
Men det værste ved omplaceringen, var hverken de tabte kroner eller plads. Det var derimod hendes søns reaktion, der stille eskalerede, forklarer hun. For alt det, Karina Skovholm grundigt havde forberedt ham på, blev ændret.
»Han sank længere og længere ned. Han begyndte at ryste og flakke med øjnene – og det er sådan, han reagerer, når han ikke kan rumme mere,« siger Karina Skovholm.
På de nye pladser forsøgte hun dog på bedste vis at sætte sit eget rod i hovedet på pause, og berolige sin søn om den nye situation.
Dog gik der ikke længe, før det igen gik helt galt, forklarer hun.
»Maden bliver serveret, men vi får ikke noget, selvom vi har betalt for det, og det stod på vores billetter. Igen møder personalet os ubehøvlet og flabet, og siger, at de ikke kan se, at vi skal have mad. Imens brænder min søn bare mere og mere sammen,« siger den rystede mor.
Karina Skovholm forklarer, at hun ad flere omgange forsøgte at forklare personalet om solsikkesnoren, og bad dem om at tage hensyn til familien.
Men lige lidt hjalp det, understreger hun.
»Det var en møgdårlig flyvetur, og det tog både min søn og jeg flere dage at komme sig over den. Jeg tror, at det er svært for andre uden diagnoser at forstå, hvor meget det kan ødelægge. Jeg blev simpelthen så ked af det. Især på min søns vegne,« siger Karina Skovholm.
B.T. har foreholdt SAS familiens kritik. I et skriftligt svar, oplyser pressechef hos SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji:
»SAS har topprioritet på alle vores kunder med handicap. Vores personale gennemgår løbende obligatoriske kurser med dette som emne. Alle på jorden, såvel i luften, er yderst bekendt med solsikkesnoren. Det er dybt beklageligt, at SAS ikke har levet op til de forventninger, man skal kunne have hos os som kunde,« skriver hun og fortsætter.
»Vi vil bruge denne sag i vores interne feedback-kanaler og gennemgå vores informationer relateret til dette, så vi bliver endnu mere tydelige og kan minimere eventuelle misforståelser.«
På trods af familiens »frygtelige flyvetur,« var oplevelsen og håndteringen af deres usynlige handicap en noget mere opløftende oplevelse, da de landede på Cypern og mødte det lokale lufthavnspersonale, siger Karina Skovholm.
»Så snart vi gik ud af flyet, blev vi grebet af de bedste hænder. Personalet fik os hurtigt igennem lufthavnen, og var så søde og forstående, da de så solsikkesnoren. Det var virkelig fantastisk og overvældende,« siger hun rørt.
»Det gav også min søn mod på at flyve igen, men vi kommer dog aldrig nogensinde til at vælge SAS igen.«
Siden familiens oplevelse, har de indsendt en klage til det skandinaviske flyselskab, hvor de har efterspurgt en kompensering af både den tabte benplads, de havde punget ekstra ud for, og den mad, de aldrig fik på turen.
Men det har de endnu ikke modtaget. I stedet er familien blevet tilbudt 2000 flypoint, der svarer til 90 kroner, og altså ikke dækker over de tabte omkostninger, forklarer Karina Skovholm.
»Vi håber først og fremmest på at få en kompensering, men jeg synes også, de skylder os en stor undskyldning. Og så håber jeg, at vores oplevelse kan få øjnene op for SAS i forhold til, hvordan man skal håndtere mennesker, der bærer solsikkesnoren.«
Efter B.T.s henvendelse til SAS, oplyser flyselskabet, at der er en håndtering af familiens sag i gang, og at de vil blive kompenseret for de tabte omkostninger.
