»Jeg er slet ikke bekymret for, om jeg skal have lov til at se min datter vokse op den dag i dag.«

For kort tid siden var det dog en valid bekymring hos Emma Saksager Rahbek, selvom hun kun er 24 år.

Det skyldtes en overvægt, som hun har kæmpet en lang kamp med, og som hun aldrig troede, at hun skulle overvinde.

»Jeg kæmpede on and off med min vægt. Jeg tror ikke, det er forkert at sige, at jeg har forsøgt at tabe mig 10-20 gange, siger Emma Saksager Rahbek og tilføjer:

»Jeg havde nok aldrig troet, at det ville være muligt at smide kiloene.«

Og hun er ikke alene om den kamp.

Faktisk har halvdelen af dem, der lever med svær overvægt, forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste fem år.

Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Novo Nordisk Danmark i 2021.

Undersøgelsen viser også, at én ud af tre danskere med svær overvægt lykkes med vægttabet, men efterfølgende har taget alle kiloene på igen.

Emma Saksager Rahbek har tabt sig 75 kilo siden marts 2021. Foto: Privat
Emma Saksager Rahbek har tabt sig 75 kilo siden marts 2021. Foto: Privat
Vis mere

24 procent lykkes dog slet ikke med at tabe sig.

»For mig handlede det om, at der var så meget, der skulles tabes.«

»Det er super fedt at have tabt 15 kilo, men der er fandeme lang vej igen, når det var 100 kilo, der var målet,« forklarer Emma Saksager Rahbek.

I dag har hun dog tabt sig hele 75 kilo fra hendes maksimale vægt på 184 kilo.

»Det har uden tvivl været en hård rejse, men jeg er glad og stolt af mig selv,« siger den 24-årige fynbo.

Det vigtigste skridt i rejsen mod et mere varigt vægttab tog Emma Saksager Rahbek, da hun tog sig en snak med sin læge.

»Det lyder så banalt, og mange tænker 'det er sgu da mærkeligt', men lægen er der simpelthen også for den del.«

Undersøgelsen fra Novo Nordisk har også netop vist, at næsten halvdelen af danskerne med svær overvægt ikke har talt med lægen om deres vægt i løbet af de seneste fem år.

»Virkeligheden gik ligesom op for mig. Særligt fordi jeg har fået en datter, og lægen med en anden faglig tyngde fortalte mig om følgesygdomme samt risikoen ved at være gravid, når man er overvægtig – og hvad nu hvis vi vil have barn nummer to,« fortæller fynboen.

Emma Saksager Rahbek opfordrer andre med svær overvægt til at søge hjælp hos sin læge. Foto: Jeppe Kanstrup
Emma Saksager Rahbek opfordrer andre med svær overvægt til at søge hjælp hos sin læge. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Ifølge undersøgelsen er der mange grunde til de manglende lægebesøg, men oftest skyldes det, at den overvægtige ikke ser overvægten som en sygdom, de bør tale med lægen om.

Derudover ser en stor del af de adspurgte udelukkende vægttabet som deres eget ansvar.

»Gå i dialog med din læge, og snak om det, der fylder,« lyder det bedste råd fra Emma Saksager Rahbek.

En opfordring, som overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen Tina Vilsbøll støtter op om.

»Langt de fleste personer med svær overvægt, der har forsøgt at tabe sig, ved, at det er vanskeligt at vedligeholde et stort vægttab.«

»Derfor kan den rette støtte og vejledning fra lægen være afgørende,« siger Tina Vilsbøll.

Emma Saksager Rahbek har været godt et år om at smide de 75 kilo.

I oktober fik hun en gastrisk bypass efter konsultation med sin læge.

Målet er, at hun skal tabe yderligere 30 kilo og veje 80 kilo.