Den ældre befolkning, der hverken ejer en smartphone eller en printer, er på herrens mark, når de skal fremvise et coronapas.

Det oplever Kristian Thygesen hver dag i sin frisørsalon 'Klippoteket' i Randers.

»Der ringer i hvert fald fire til fem kunder hver dag og ikke ved, hvad de skal gøre,« fortæller Kristian.

Vil man til frisøren, kræver det nemlig, at man kan dokumentere en negativ test inden for de seneste 72 timer, at man tidligere har haft corona, eller at man er vaccineret mod covid-19.

Men det er lettere sagt end gjort, for dem der ikke ejer en smartphone eller har mulighed for at udskrive dokumentationen – hvilket typisk er de ældre.

»Systemet er helt sikkert smart for mange, men ikke for de ældre,« mener Kristian Thygesen.

Han bruger hver dag tid på at vejlede de ældre kunder over telefonen.

»Jeg oplever, at det her system er forfærdeligt for de ælde. Flere af mine kunder er blevet vaccineret, men har endnu ikke modtaget beviset med posten og kan derfor ikke fremvise noget. Andre ved ikke, hvordan de skal bevise, at de er blevet testet.«

Ifølge Kristian Thygesen mangler der en brugsanvisning på, hvad folk skal gøre. Og den må gerne komme snarest, da det er med blødende hjerte, at han må afvise kunder. Specielt dem, der er kommet i salonen i Randers i mange år:

»Det er forfærdeligt at skulle være kontrolløren. At skulle afvise og tjekke, som om vi ikke tror på dem. At være frisør er et servicefag, og det kan ikke være rigtigt, at jeg skal stå og lege bussemand,« siger Kristian Thygesen, der gerne så, at coronapasset blev afskaffet hurtigst muligt.

Kristian synes, det er synd for de ældre, at de har problemer med at fremvise coronapas.
Kristian synes, det er synd for de ældre, at de har problemer med at fremvise coronapas.
Vis mere

Siden 6. april har det været et krav, at kunder hos frisører, massører og andre serviceerhverv skal fremvise et coronapas.

Hvis du er én af dem, der gerne vil klippes, men ikke har adgang til smartphone, printer eller internet, så kan du herunder se, hvad du kan gøre: