Indbyggertallet er gået ned fra 89 til 65 på blot et år, færgen sejler kun to gange om dagen, og så lukker den lokale købmand til nytår.

Sådan står det til på den lille ø, der ligger i Odder Kommune, skriver TV 2.

Selv føler beboerne på Tunø ikke, at der bliver gjort nok for at forbinde øen med kommunen på fastlandet, når færgen sejler så sjældent, som den gør.

For selvom Odder Kommune får 3,372 millioner i statstilskud som et støttebeløb til udgifterne til øen og 1,74 millioner kroner til gods- og færgetransport, er det ikke muligt at få at vide, hvor mange penge Odder Kommune egentligt bruger på Tunø.

Tunøfærgen sejler to gange i døgnet. En tur tager cirka en time.
Tunøfærgen sejler to gange i døgnet. En tur tager cirka en time. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Det irriterer flere af Tunøs beboere, der efterlyser mere gennemsigtighed om hvor mange penge, Odder Kommune bruger på øen.

Derfor ønsker flere af øboerne, at Tunø bliver en del af Aarhus Kommune i stedet.

»Jeg tror ikke længere, at Odder Kommune kan løfte opgaven. Jeg tror ikke engang, at kommunen har indset, hvor alvorlig situationen er. Eller også er politikerne ligeglade og klar til at lade det blive en turistø eller en forladt ø,« siger Mette Bjerring til TV 2.

Odders borgmester Lone Jakobi (S) mener, at det er vigtigt, at der bor folk på Tunø, og anerkender, at det er vigtigt med en færge, der kan sejle til og fra Tunø.

Hun vil dog ikke sætte tal på, hvor mange penge, kommunen bruger på øen. Hun ønsker heller ikke at kommentere på det konkrete forslag om, at Tunø skal overgå til Aarhus Kommune.

Til december skal Odders Kommunes økonomiudvalg drøfte en helhedsplan for Tunø.