»Jeg er virkelig skuffet. Man hører hele tiden om, hvor vigtigt det er, at folk henvender sig, så man kan få testet dem, der har været udsat for smitte, og så er det umuligt at komme igennem, og man hører ingenting. Det er under al kritik.«

Sådan lyder det fra Dennis Månsson. Hans kone fik for ni dage siden besked om, at hun var testet positiv for coronavirus, og Dennis Månsson forsøgte herefter at kontakte Smitteopsporingen på vegne af sin kone, men det var umuligt at komme igennem.

»Jeg ventede i telefonkø i 45 minutter. En automatisk stemme blev ved med at sige, at mit opkald var meget vigtigt, men åbenbart ikke vigtigt nok til at besvare,« siger Dennis Månsson.

Og han er langtfra alene med sin oplevelse. B.T. har fået over 20 henvendelser fra læsere, der har haft problemer med at komme igennem til Smittesporingen eller aldrig er blevet ringet op.

Smittestop-appen har tidligere været kritiseret for at have problemer, men nu er den manuelle smitteopsporing også udfordret. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Smittestop-appen har tidligere været kritiseret for at have problemer, men nu er den manuelle smitteopsporing også udfordret. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Smittesporingen, der hører under Styrelsen for Patientsikkerhed, modtager tre gange om dagen lister med navne på danskere, der er blevet konstateret smittet med corona, fra Statens Serum Institut.

Herefter er det meningen, at smitteopspringsteamet telefonisk skal vejlede den smittede borger om, hvordan de skal forholde sig.

Smitteopsporingen hjælper også med at finde ud af, hvem den smittede har som nære kontakter, og tilbyder at ringe til dem og hjælpe dem med, hvordan de skal forholde sig. Blandt andet hvornår og hvordan de skal testes.

Ifølge en rapport udgivet af Statens Serum Institut er en grundig smitteopsporing afgørende for at få kontrol med smittespredningen.

I takt med, at smitten stiger i samfundet, er systemet kommet under pres. Både testcentre og Smitteopsporingen har haft svært ved at følge med. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
I takt med, at smitten stiger i samfundet, er systemet kommet under pres. Både testcentre og Smitteopsporingen har haft svært ved at følge med. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Men på niendedagen er Dennis Månssons kone altså fortsat ikke blevet ringet op.

Det samme gælder en anden B.T.-læser, som skriver, at en familie på fire smittede foreløbig har ventet i fem dage på at høre fra Smitteopsporingen.

En anden skriver, at vedkommende er en ud af 11 kollegaer, der blev konstateret positive omkring 14. december. Ingen har endnu hørt fra Smitteopsporingen.

Mange af de læsere, der har henvendt sig til B.T., har som Dennis Månsson selv forsøgt at ringe, men har måttet opgive.

Danskere med coronasymptomer og nære kontakter skal i disse dage væbne sig med tålmodighed. Køerne til at bestille test, få foretaget test og komme i kontakt med Smitteopsporingen er lange. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danskere med coronasymptomer og nære kontakter skal i disse dage væbne sig med tålmodighed. Køerne til at bestille test, få foretaget test og komme i kontakt med Smitteopsporingen er lange. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Louise, der er bosat i København, blev konstateret positiv torsdag.

Hun havde allerede symptomer mandag, men kunne først blive testet torsdag trods en akuttid-henvisning hos lægen.

Efter sin positive test torsdag sad hun i kø halvanden time til Smitteopsporingen, hvorefter hun gav op. Fredag ventede hun forgæves i kø to timer, og lørdag og søndag brugte hun også timevis i telefonkø.

Mandag morgen blev hun ringet op af Smitteopsporingen, men hun synes, det er bekymrende, at hun som syg har oplevet så meget ventetid i systemet.

»Jeg synes, det er dybt frustrerende. Jeg kan godt forstå, der er pres på, men jeg synes, det er et stort problem, hvis systemet er så belastet, at de syge ikke kan komme til.«

Flere læsere skriver til B.T., at de heller ikke kan komme igennem til Smitteopsporingen, selv om de venter i kø.

»Vi sad i kø to timer i går, og da vi endte med at være nummer seks i køen, kom der en besked om, at der var meget travlt, og vi skulle ringe igen senere, hvorefter der blev lagt på. Vi forsøgte ikke igen,« skriver en læser.

Berlingske kunne søndag fortælle, at Smitteopsporingen nu er så presset, at de hver dag undlader at ringe til tusindvis af smittede danskere.

Dermed stiger antallet af danskere, som endnu ikke er blevet kontaktet, hver eneste dag.

Det medfører en skarp kritik fra flere eksperter, Berlingske har talt med, som ikke forstår, hvorfor Smitteopsporingen ikke har været forberedt sig på et efterår og en vinter med flere smittede på samme måde, som sygehusene har.

»Det virker jo som et totalt sammenbrud. Hvordan pokker kan vi være endt her, efter at Smitteopsporingen i 10 måneder har været udråbt som et afgørende redskab mod covid-19?« spørger Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin samt folketingskandidat for De Konservative, til Berlingske.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser i et skriftligt svar til B.T., at den aktuelle situation med et højt dagligt smittetal udfordrer Smitteopsporingens kapacitet:

'Der er på nuværende tidspunkt en ophobning i antallet af sager, fordi der den seneste uge er blevet skruet markant op for testkapaciteten med hurtigtest. Vi kan ikke på samme hurtige måde skrue op for smitteopsporingsaktiviteten, da det kræver en vis oplæring. Vi har også et stigende antal positive test fra private firmaer, som også skal opspores. Disse tal skal lægges oven i de officielle tal for antallet af smittede. Men vi arbejder på højtryk og har i går talt med et rekordhøjt antal smittede. Vi ansætter desuden løbende mange nye medarbejdere, også i disse dage, så vi over jul og nytår kan få talt med så mange som muligt,' siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.