Forestil dig, at du udmattet lægger dig til at sove og tilfreds kigger på vækkeuret, der først vil rive dig ud af drømmeverdenen klokken 8.30.

Men efter nattens søvn hører du så lyden. Først én gang. Så endnu en gang. Lyden er høj og minder om dit vækkeur, men når du med ultrasensitive øjne tager imod lyset fra din iPhone eller Samsung-telefon, viser skærmen dig, at klokken er 6.11.

Sådan har livet været for en række borgere i København hen over sommeren, og nu er den gal igen.

Midt på Sønder Boulevard i det københavnske kvarter Vesterbro har en gruppe borgere nemlig et særdeles anstrengt forhold til de elektriske løbehjul, der i disse tider fylder gadebilledet.

Løbehjulene har nemlig i efterhånden lang tid fungeret som et ufrivilligt vækkeur.

Hver morgen ved sekstiden sættes en række løbehjul af mærket Lime op ved et grønt område foran Sønder Boulevard 50, og så holder de ellers der og venter på, at københavnerne i løbet af morgenen gør brug af dem.

Men noget går derefter galt.

Løbehjulene fra producenten Lime har nemlig en fem toner lang 'melodi', som afspilles, når du låser transportmidlet op, men af uransagelige årsager lyder tonerne også hver morgen.

Flere gange og højlydt.

»Det er fuldstændig vanvittigt. I morges blev jeg vækket 10 gange, og det blev bare ved og ved. Og det var endda med lukkede vinduer ud mod vejen,« fortæller Astrid Louise Brinch.

I en video fra i sommer, som du kan se øverst i artiklen, ser man, hvordan løbehjulene står uden nogen personer i nærheden, men alligevel afspiller lyden to gange på 10 sekunder.

B.T. blev bekendt med løbehjulenes lyd gennem et tip fra én borger, men satte sig herefter til at ringe til tilfældige borgere omkring Sønder Boulevard 50 for at undersøge, om andre havde bemærket noget.

Og opkaldene er nærmest blevet taget imod med jubelbrøl.

»Tak! Vi har prøvet at finde ud af, hvad vi kan gøre, men det har været umuligt. Det er voldsomt frustrerende. Man bliver virkelig vækket meget,« siger 34-årige Oliver Klöczl Kring, der bor i nummer 52.

En anden borger, der ikke ønsker sit navn frem, indvilger i første omgang ikke i at give B.T.s journalist fem minutter af sin tid, men da ordet 'løbehjul' nævnes, får samtalen en anden klang.

»For satan! Så har jeg meget mere end 10 minutter. Min kæreste og jeg blev vækket hver morgen i sommer, og dengang skrev jeg en mail til alle løbehjulsproducenterne, og de skrev, at de var i gang med at fixe noget, men der er aldrig sket noget,« fortæller hun.

Løbehjuls-lydene forstyrrer ikke, hvis du som beboer har soveværelse ind mod din gård, men sover du ud mod Sønder Boulevard, er du altså tvangsindlagt til den lille jingle – igen og igen.

B.T. har kontaktet Københavns Kommune, og her bekræfter man, at der flere steder i byen har været klager over de samme lyde, som borgerne på Sønder Boulevard oplever.

'Vi har fået en del henvendelser fra borgere om støjgener fra løbehjul. Hvis vi får mulighed for at regulere løbehjulene, vil vi kunne stille krav til udbyderne om regulering af støj fra løbehjulene,' skriver kommunen i et skriftligt svar.

Har du også været forstyrret af løbehjul, der ud af det blå afspiller lyde tidligt om morgenen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Tilbage på Sønder Boulevard 50 gør Astrid Louise Brinch det klart, at hun bestemt ikke er en af dem, der er modstander af Distortions voldsomme musik eller generelt ønsker, at byen skal blive mere stille.

Løbehjuls-lyden definerer hun bare som en unødvendig lyd, der intet har at gøre med et pulserende byliv eller god stemning.

»Vi har boet midt på Nørrebro og har vænnet os til tog i baghaven og skraldebiler om morgenen, men det her er jo bare unødvendigt støj, og det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan sove med åbne vinduer om sommeren eller lukkede om vinteren, uden at man med børn skal vågne et utal af gange, fordi løbehjulene åbenbart siger den lyd igen og igen,« understreger Astrid Louise Brinch.

B.T. har været i kontakt med Lime, der oplyser, at de ikke har oplevet problemet før, men at man er i gang med at undersøge årsagen til fejlen.