En af de helt store favoritter på de danske frokostborde er for alvor truet.

Nu er det ikke længere muligt at finde dåsemakrel med MSC-certificeringen i de danske supermarkeder.

Det oplyser flere af landets supermarkedskæder til Politiken.

Det lille blå mærke er ellers en forsikring til forbrugeren om, at fisken er blevet fanget på en bæredygtig måde.

Men siden marts 2019 har makrelfisken ikke kunnet leve op til den certificering. Og selv om en dåsemakrel kan holde sig i lang tid, er de sidste dåser nu ved at være solgt.

Coop og Rema1000 melder helt udsolgt, mens Salling Group oplyser, at Føtex og Bilka har enkelte dåser tilbage.

Makrellen lever i Nordatlanten, og det er de omkringliggende lande, der skal blive enige om, hvor mange der må hives op af havet. Det er imidlertid ikke lykkedes landene at blive enige, og så længe der ikke er en aftale, kan makrellen ikke få et MSC-stempel.

»Bestanden af makrel er ikke i fare for at forsvinde på kort sigt, men den mistede sin certificering, fordi landene ikke har været i stand til at lave en fornuftig fælles forvaltning. Og uden det er der en stor risiko for, at der bliver fisket for meget«, siger Ole Schmidt, der er dansk landechef for MSC, til Politiken.

Hos Coop så man meget gerne, at der blev landet en aftale, da man ærgrer sig over ikke at kunne tilbyde MCS-certificeret makrel til sine kunder.

Det er ifølge Coops CSR-chef Thomas Roland heller ikke en mulighed helt at boykotte makrellen, til der er fundet en løsning, fordi efterspørgslen på dåsemakrel er så stor.

Indtil videre må forbrugerne altså leve med en dårlige smag i munden, eller finde sig en anden fisk, der lever op til den blå MSC-cerificering.