Frivillig tog fra kassen i genbrugsbutik i flere år: Måske er beløbet over en million


Det, man kan kategorisere som en rigtig øv-sag, er endt hos Kirkens Korshær.
Det viser sig nemlig, at en af deres frivillige medarbejder i flere år har taget fra kassen i organisationens genbrugsbutik i Munkebo på Fyn.
»Vi blev kontaktet af en anden frivillig, der havde opdaget nogle uregelmæssigheder, da vi kigger på det, så viser det sig kun at være toppen af isbjerget,« siger Dorthe Egede Hansen, chef for genbrug hos Kirkens Korshær.
Hun beskriver det som en meget trist sag, som nu er anmeldt til politiet. Derfor ønsker hun ikke at fortælle, hvor længe den pågældende medarbejder har taget fra kassen, eller hvad beløbet lyder på.
»Af hensyn til efterforskningen kan jeg kun sige, at der er foregået over en årrække.«
Dog kan mediet Fyens.dk fortælle, at de via kilder i lokalmiljøet har hørt, at beløbet skulle ligge på omkring halvanden million kroner.
Dorthe Egede Hansen understreger, at det ikke er et problem, man har oplevet før.
»Altså, vi har grundlæggende et godt system. Det kommer ikke til at have betydning for vores andre butikker. Vi kan isolere problemet til Munkebo. Der har været en fejl i vores system, som vedkommende har udnyttet,« siger hun.
Derfor får den frivilliges handlinger heller ikke konsekvenser for den måde, Kirkens Korshær i Munkebo driver forretning på. Sikkerheden er i orden, forsikrer Dorthe Egede Hansen.
Pengene ser Kirkens Korshær formentlig ikke igen, og det ærgrer hun sig meget over.
»Det er penge, der ellers ville gå til udsatte, så det er vi kede af.«