»Dyrene sidder som sild i en tønde«

Ordene stammer fra Lene Frahm, der er internatleder hos Fyns Internat.

»Vi har aldrig haft så mange dyr før,« forklarer hun om situationen.

Dyreinternaterne er propfyldte med dyr, og det medfører problemer med pladsmangel.

Problemet gør sig gældende i Odense og alle andre internater, forklarer Lene Frahm.

»Alle dyreinternater er i knæ i øjeblikket.«

Men hvorfor oplever I denne stigning nu?

»Det er et godt spørgsmål. Vi ser bare en eksplosiv stigning. Hvad det kan tilskrives, det aner jeg ikke,« siger Lene Frahm.

Det er i høj grad et dyr, som dyreinternaterne er fyldte med.

»Vi har primært katte. Men vi har også kaniner, hunde og fugle.«

Og løsningen på problemet er ret lige til. Det kræver blot, at der er personer, som vil købe nogle af dyrene og give dem et hjem.

»Der skal være nogle ansvarlige mennesker, som vil åbne deres hjem og få nogle af vores dyr,« siger Lene Frahm.

Prisen på en kat fra dyreinternatet er på 1.295 kroner. Men så får man også hele pakken.

»Så har katten fået ormekur og alt det, den skal have, og man behøver derfor ikke at tage katten til dyrlægen.«

Lene Frahm håber blot på, at dyrene snart kan få et hjem.

»Vi må bare vente. Problemet er bare, at vi har en overvægt, end hvad vi plejer at have.«