Når klokken har passeret midnat mandag aften, kan Dansk Folkehjælp gøre status og se, hvor mange danskere, der har ansøgt om den såkaldte julehjælp.

Klokken 23.59 er der nemlig ansøgningsfrist.

Det skriver TV 2 Øst.

Sidste år modtog Dansk Folkehjælp hele 14.600 ansøgninger om julehjælp. I sidste uge lød forventningen til gengæld, at antallet af ansøgere slår rekord i år. En forventning, der ser ud til at blive indfriet.

Over for mediet siger Dansk Folkehjælp, at de forventer mere end 15.000 ansøgere.

»Sidste år, i forbindelse med jul, så vi for første gang en stagnering i ansøgertallet. Det er fladet ud på et rekordhøjt niveau, men vi havde en forventning om, at vi ville se en mindre tilbagegang i år. Og så kommer corona, som ingen kunne forudse. Det betyder jo lige pludselig, at der kommer nogle nye ansøgere, der ikke har ansøgt tidligere,« siger generalsekretær Klaus Nørlem til TV 2 Øst.

24. november havde Dansk Folkehjælp eksempelvis modtaget 12.500 ansøgere.

46 procent af disse svarede som årsag til ansøgningen, at den nuværende coronakrise har haft en finger med i spillet.

Både folk, der har mistet deres arbejde – men 'små omkostningsændringer' i hverdagen.

»Det kan være noget så enkelt som, at et barn er sendt hjem fra børneinstitution. Normalt kan familien være vant til, at barnet en eller flere gange om dagen har mulighed for at indtage et måltid i institutionen,« sagde Klaus Nørlem 24. november til Ritzau og tilføjede:

»Når barnet er hjemsendt, er det en omkostning, der lander på en enlige forsøger.«

Dansk Folkehjælp fortæller afslutningsvis til TV 2 Øst, at man skal tilegne sig i omegnen af 22 millioner – vel at mærket hvis alle ansøgere skal modtage hjælpen, der har en værdi af 1.500 kroner.

For de penge får ansøgere julemad og kolonialvarer. Derudover modtager familien et gavekort, de kan bytte for julegaver til børnene.